Vesterlandets undergang?

Af Sven Hakon Rossel, professor i nordisk litteratur og sprog, Wiens Universitet - 6. august 2015

 Vesten udvikler sig til et promiskuøst samfund uden dannelse og tradition. For første gang i historien vokser her generationer op, der aldrig inden for rammerne af deres familie har lært, hvordan et fællesskab fungerer, men er afhængige af en statsdirigeret socialpolitik, der kun lader sig finansiere ved en stadigt stigende gældsætning. Kun når alle disse misforhold ændres, er der håb for den vestlige civilisation, hævdes det i tysk bog.

Den tyske filosof Oswald Spengler påstår i sit hovedværk Der Untergang des Abendlandes (1918-22; da. Vesterlandets Undergang, 1962), at siden enhver kultur er en levende organisme, der gennemløber de samme stadier som andre organismer, ender den med at dø. Det er ikke Spenglers filosofisk svage og historisk upålidelige bog, der skal diskuteres her. Alligevel er det hans titel, man kommer til at tænke på ved læsningen af en bog, der udkom ved årsskiftet 2013/14 – og som helt har undgået de danske mediers opmærksomhed – med titlen Höllensturz und Hoffnung (Nedfart til helvede og håb) skrevet af ti fremtrædende tyske videnskabsmænd og redigeret af økonomen Hans Joachim Hahn og juristen Lutz Simon. Deres tese, der udtrykkes i citatet, »Vi tror, at vores civilisation er lige ved at bryde sammen,« kan give associationer til Spengler, men har ellers ikke meget til fælles med hans biologiske udgangspunkt.

Bogen er langtfra en af de utallige dommedagsprofetier om klimaforandring, overbefolkning og hungersnød, men stiller derimod en seriøs diagnose foretaget af læger, økonomer, fysikere, jurister og teologer. De ti videnskabsmænd er ikke ude på at kritisere det moderne menneskes mangel på mådehold, men vil afdække de indre sammenhænge, der efter deres mening vil føre til, at Vesterlandet ikke overlever, mens livet fortsætter på resten af vor planet.

Bidragyderne ser snarere årsagen til undergangen i den herskende vestlige kulturrelativisme, dvs. det bevidste given afkald på nationale kulturer og deres værdier. Årsagen er bl.a. den afsvækkede selvværdsfølelse hos mennesker, der er forkælet af vort materielle velfærd og overflod. Der findes i vort samfund ikke længere enighed om, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Dette er et resultat af 1968-ungdomsoprøret, hvor værdidomme kun blev fældet ud fra individuelle fornødenheder. Hermed blev alt ansvar lagt over på den enkelte, hvilket denne ikke magtede at leve op til, hvorfor han/hun førtes ind i nye, til dels ubevidste afhængighedsforhold: »Når vi ikke engang kan forvente af de valgte repræsentanter for vores konservative folkepartier, at ord, tanke og handling stemmer overens, hvad skal vi så orientere os efter?« lyder spørgsmålet.

Der sættes særskilt fokus på familiepolitikken, der i dagens Vesteuropa i stigende grad udformes som en antifamiliepolitik. Vesterlandet udvikler sig til et promiskuøst samfund uden dannelse og tradition. For første gang i historien vokser her generationer op, der aldrig inden for rammerne af deres familie har lært, hvordan et fællesskab fungerer, men er afhængige af en statsdirigeret socialpolitik, der kun lader sig finansiere ved en stadigt stigende gældsætning. Som en videre negativ faktor ses de bevidste forsøg på kønsneutralisering, der allerede begynder i de offentlige børnehaver og derfra spreder sig op gennem undervisningssystemet. Kun når alle disse misforhold ændres, er der håb for den vestlige civilisation. Dette er måske hårdt trukket op, men teserne giver i hvert fald stof til eftertanke.

Den tyske sociolog Michael Ley omtaler bogen i en artikel i den liberale Wiener Zeitung 15. maj 2015 og giver synsvinklen en drejning, idet han ikke mener, at der kan rettes op på situationen, så længe vi ikke erkender, at den akutte trussel mod vores vestlige civilisation først og fremmest kommer fra en ekspanderende islam med dens religiøse og sociale had rettet mod den jødisk-kristne humanistiske kultur. Her er det de vestlige intellektuelle, der har svigtet pga. deres manglende kritiske holdning og ved ikke at yde modstand. Den kendte tysk-jødiske journalist Henryk M. Broder peger på den nyligt afdøde tyske forfatter Günter Grass som et eksempel på en sådan svigtende intellektuel. Det er ikke dennes SS-fortid, Broder tænker på, men Grass’ appel til offentligheden om at vise forståelse for Al-Quaeda-terroristernes motiver for deres angreb på Twin Towers i New York i 2001 med tusindvis af dødsofre. Det var nemlig Vestens udbyttende, koloniale politik, der havde forvandlet ganske almindelige, fredelige arabiske familier til terrorister. En lignende holdning indtog Grass i forbindelse med Muhammed-karikaturerne i Jyllands-Posten i 2005, der havde været »en højreradikal avis’ bevidste provokation udsprunget af en arrogant holdning.« Grass mente, at muslimernes voldsomme reaktion simpelthen var »et fundamentalistisk svar på en fundamentalistisk provokation.«

Ifølge Broder er både Grass og mange andre intellektuelle overbevist om, at korstogene og den spanske inkvisition forpligter Vesten til at være overbærende over for islam og den militante islamisme. Betyder dette da, at vi også skal være eftergivende over for muslimernes latente antisemitisme? Dette spørgsmål ignoreres. Derimod understreges det, at vor civilisation ikke længere er humanismens og tolerancens, men kolonialismens og fascismens vugge – betegnende nok er kommunismen ikke skydeskive for denne kritik!

Følges tankegangen videre, ligger det lige for at skelne mellem det aggressive og koloniserende Vesterland og dets utallige ofre og blandt disse ofre er det ikke mindst gået ud over islam. Den berømt-berygtede norske fredsforsker Johan Galtung har således ubekymret erklæret, at både jødedom og kristendom er til stede i islam, der langtfra er fjendtligt indstillet over for disse to religioner. Denne totalt uhistoriske og falske påstand deles ifølge Michael Ley oven i købet af kristne teologer som f.eks. Hans Küng, der offentligt har beklaget, at den amerikanske regering generelt skulle have fordømt alle muslimer! Igen bevidst historieforfalskning!

Endvidere må ifølge Galtung og konsorter enhver kritik af islam fordømmes som racistisk, et eklatant forsøg på at give enhver islamkritik mundkurv på – og den tragiske ironi er dog, når vi taler om racisme, at så godt som alle muslimske lande er enige i at slette Israel fra landkortet.

Det er på baggrund af denne selvdestruktion, at Ley ser islamiseringen af vort samfund som den største fare, og han mener, at de demografiske forskydelser mellem den oprindelige befolkning og de muslimske indvandrere vil føre til, at de fleste europæiske lande ingen mulighed har for at rette op på denne udvikling. Kollektive vildfarelser som f.eks. kommunismen og nazismen har været reversible og det var muligt at gribe tilbage til Europas kulturelle og religiøse arv og skabe nye demokratiske og civilisatoriske fællesskaber. Men kommer den oprindelige befolkning i mindretal, umuliggøres en sådan regenerering.

Og man må give Ley ret i, at den ortodokse islam med dens Sharia-lovgivning ikke er forenelig med europæisk kultur og civilisation – vi hverken halshugger, stener eller hænger medmennesker i galgen. Han peger ligeledes på, at man heller ikke kan benytte den ofte anførte indvending, at mange muslimer har integreret sig og accepteret vort demokratiske samfund, som et politisk argument. De vigtigste islamiske institutioner er nemlig ortodokse og oftest domineret af Muslimbroderskabet og andre radikale grupperinger, mens liberale muslimer udgør et ubetydeligt mindretal. Her er det ikke engang nødvendigt at henvise til forskellige statistikker, bl.a. den, der viser, at næsten halvdelen af unge britiske muslimer ønsker Sharia generelt indført, og at denne allerede udøves i visse dele af de større engelske byer.

Er Michael Ley helt ved siden af, som Zenia Stampe, Uffe Elbæk, Enhedslisten, Politikens chefredaktion og andre medlemmer af det kulturradikale segment sikkert vil påstå? Om fremtiden er det som bekendt vanskeligt at spå, men er det virkelig nødvendigt at pege på de grusomheder, der i Allahs navn begås af Islamisk Stat, Al-Quaeda, Taliban og Boko Haram? Er det nødvendigt at pege på truslen mod Europa med bombeattentaterne i London, drabene på redaktionen af Charlie Hebdo og kunderne i det jødiske supermarked i Paris, nedskydningen af en 55-årig filminstruktør og en 37-årig jødisk mand i vor egen hovedstad og drabene på fire personer på Det jødiske Museum i Bruxelles? Og – helt aktuelt – mordene på 38 turister i Tunis, fem amerikanske soldater i Tennessee og 30 unge mennesker i Tyrkiet? Det bliver til et helt katalog af terrorangreb og blodsudgydelser, så selvom Vesterlandet måske ikke lige med det samme går under, så hænger truslen i hvert fald over vort hoved.