Bag den svenske flygtningekrise gemmer sig et filologisk sammenbrud

Fængselssproget

af KLAUS WIVEL

I denne uge, hvor Auschwitz-dagen blev markeret, kunne man passende gribe til Victor Klemperers bog om Det Tredje Riges sprog LTI. Klemperer var tysk professor i romansk filologi og dertil jøde, og hans mareridtsagtigt præcise daglige beskrivelser over, hvordan han overlevede Anden Verdenskrig med sin kone i Dresden, blev udgivet i dagbogsform på dansk i 2000. I LTI - som udkom i 2010 på dansk - indkredser filologen, hvordan det nazistiske sprogbrug hærdede den tyske befolknings amoral og gjorde dem villige til at overse den vold, der fulgte. »Ord kan virke som bitte små doser arsenik,« er et af bogens berømte citater. »De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter noget tid viser giftens virkning sig alligevel.« Når jeg nævner dette værk, er det ikke for at lave endnu en nutidig sammenligning med dette rædselsregime (hvis EU lagde skat på klummisters og illustratorers nazisammenligninger, kunne man hurtigt komme af med den græske gæld). Men der kunne skrives en tilsvarende bog om vor tids filologiske mørklægninger og omfortolkninger af virkeligheden, når det gælder de lande, som har mærket de værste følger af flygtningekrisen.

Skønt konsekvenserne og motiverne selvsagt er helt anderledes, er fænomenet det samme. Klemperer kalder sprogbruget i Det Tredje Rige for et »fængselssprog (både for fangevogteren og fangen), og til fængselssproget hører uvægerligt (som en form for nødværge) dækord, vildledende flertydigheder, forvanskninger osv.«. Nutidens europæiske lande er bygget op i modsætning til 1930rnes Tyskland, men flere steder har man ligeledes sat sproget i lænker og står passive over for volden, der fulgte.

I sidste uge skrev den svenske kommentator Per Svensson en længere klumme i sin avis Sydsvenskan, som gik i rette med den dækning af hans land, som denne avis har bedrevet i de seneste uger. »De som hatar Sverige«, lød rubrikken med et verbum, som i den svenske mainstream-presse bruges konstant mod de svenskere, som har kritiseret indvandringspolitikken.

»Had« hører til sprogets voldsomste gloser og har selvsagt alene til formål at dæmonisere en meningsmodstander. Men endnu vigtigere: Ord som dette indespærrer også afsenderen i sit eget verbale arresthus.

De samme følger har hidsige beskyldninger som »fremmedfjendtlighed«, der også løber frit af pennen i den svenske debat, og som dybest set er den anklage, Svensson uden at nævne det vender mod en af Weekendavisens artikler - et essay af Jon Hustad kaldet »Skandinaviens mørke«, som blev bragt den 31. december sidste år. Ifølge Svensson udtrykker Hustad en længsel efter et samfund, hvor alle er »ensrettede«, og hvor vi lever i et »konfliktfrit folkefællesskab«. En slags fascistisk paradis, med andre ord. Svensson er ikke ude på at forstå, blot på at forvanske til det groteske.

I disse uger har de svenske medier afsløret det, alle længe har vidst: At svensk politi og presse fortier oplysninger for offentligheden om kriminalitet begået af indvandrere. Ingen af parterne har af princip villet nævne, hvilken etnicitet eller oprindelsesland en sigtet har, eller hvilken form for repræsentation en given gruppe udgør i de svenske kriminalitetsstatistikker.

Det har været en udbredt holdning, at den slags udtrykker racisme. Hvorfor ligger hen i det uvisse. Etnicitet eller oprindelsesland er vel mere eller mindre faktuelle oplysninger, som kan bruges til at opklare forbrydelser og konfrontere eventuelle kulturelle, religiøse eller politiske årsager til vold, og fakta kan aldrig være racistisk. Men som i Ministeriet for Sandhed i George Orwells fremtidsdystopi 1984 er uvidenhed åbenbart en styrke.

Konsekvensen af denne selvcensur er vidtrækkende. Da man har tabuiseret de ord, som kan skabe klarhed og oplysning, mangler svenskerne begreber til at debattere de problemer, der følger med indvandring. Man har skabt sit eget fængselssprog. Derfor aner den svenske regering og store dele af pressen ikke, hvordan de skal bearbejde den kovending, som indvandringsstoppet i november indebærer.

Senest er det endda kommet på tale at hjemsende omkring 80.000 af de immigranter, der ankom sidste år. Alligevel er det, som om intet er hændt.

Samme filologiske afmægtighed bevirkede, at hverken bystyre, politi eller presse kunne finde ud af at rapportere om de seksuelle overgreb på snesevis af unge piger, der fandt sted under en festival i Stockholm både i sommeren 2014 og 2015. Dybden i det svigt har den svenske debat, så vidt jeg har kunnet se, endnu ikke kunnet finde ud af at lodde.

Kvinder har skabt de moderne skandinaviske velfærdssamfund, og Weekendavisens læsere har i dag valgt at belønne en bog, som hylder kvindernes kamp for stemmeret i 1915 i Danmark. Per Svenssons rubrik »De som hatar Sverige« spiller vel på titlen på Stieg Larssons verdensberømte krimi Män som hatar kvinnor. Da de mænd virkelig viste sig, havde det officielle Sverige buret tungen inde.

Weekendavisen | 29.01.2016 | | Sektion: Bøger Side 16 |