Stop russerhadet - en personlig opfordring

Vi har mere til fælles med det kristne Rusland end med noget land i den muslimske verden.

I århundreder så Vestmagterne gennem fingre med tyrkernes undertrykkelse af de kristne folkeslag på Balkan af frygt for, at disse ortodokse kristne skulle give Rusland indflydelse i området. Vestmagterne førte Krim-krigen imod Rusland for at forhindre Rusland i at befri de undertrykte kristne folkeslag, og England truede senere Rusland med krig, hvis Rusland befriede Konstantinopel (Istanbul), som dengang stadig havde kristent befolkningsflertal, fra det tyrkiske herredømme. Vi kan takke englænderne for, at Konstantinopel i dag hedder Istanbul.

Den permanente krigsførelse imod Rusland og det hermed forbundne irrationelle russerhad er blevet en vane, som fortsætter den dag i dag, på trods af den demokratiske udvikling i Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud. Stærke kræfter - først og fremmest USA - VIL ikke have et fredeligt og venskabeligt forhold til Rusland.

USA har i årevis presset på for at få EU til at optage det udemokratiske Tyrkiet som medlem, og anonyme kræfter har ligeledes i årevis arbejdet på at gennemføre en islamisering af Europa.

De storslåede idealer om demokrati og folkenes selvbestemmelsesret tages i anvendelse, hvis de kan skade Rusland, og de negligeres, hvis de kan gavne Rusland.

Vestmagterne har hele tiden plejet de mest venskabelige forbindelser med grusomme anti-demokratiske og kvindefjendske stater som Saudi Arabien, mens anholdelse af en gruppe mennesker (Pussy Riot), som forstyrrede gudstjenesten i domkirken i Moskva, bliver udråbt som en frygtelig krænkelse af menneskerettighederne. Her gælder ingen hensyn til kristnes religiøse følelser.

I 1980'erne støttede Vestmagterne de mest reaktionære kræfter i Afghanistan, oprettede Taliban, og sendte landets kvinder lige lukt tilbage til den mørkeste middelalder - ene og alene for at forhindre Ruslands støtte til undervisning og udvikling.

I 1990'erne skaffede USA hellige krigere og våben til Bosniens muslimer, for at de kunne bekæmpe de kristne serbere, som traditionelt har haft et venskabeligt forhold til Rusland.

I 1999 gik de fleste NATO-lande med USA i spidsen i krig imod Serbien for at få landet til at afstå Kosovo-provinsen til et derboende flertal af muslimske albanere.

I dag forholder det sig stik modsat i det østlige Ukraine. Nu vil NATO ikke tillade et befolkningsflertal at løsrive sig. Dette befolkningsflertal har nemlig sympati for Rusland; og vestlige politikere skruer højere og højere op for den anti-russiske retorik i et sandt krigshysteri.

Hvorfor tvinger Vestmagterne ikke Ukraine til at afstå Østukraine, som de tvang Serbien til at afstå Kosovo?

Harry Vinter