onsdag 17 december 2014

Är du galen Erdogan?

     

DEN SENESTE arrestationsrunde i Tyrkiet, der i søndags hovedsageligt gik ud over jourmalister, heriblandt chefredaktøren for landets største avis, Zaman, kommer ikke som nogen overraskelse, da præsident Erdogan i fredags bebudede et endelig opgør med regeringens modstandere.

Dette skridt har fremkaldt international fordømmelse, og Federica Mogherini, EU’s udenrigsrepræsentant, har sammen med EU’s udvidelseskommissær, Johannes Hahn, fremsendt en fælles udtalelse, hvori de fordømmer arrestationerne, som de mener er ”i strid med de europæiske værdier og standarder, Tyrkiet håber at være en del af.”

I en tale holdt i forgårs erklærede Erdogan sig at være flintrende ligeglad med, hvad EU mener, og med EU-medlemskab, og bad EU om at holde deres meninger for sig selv. Som præsidenten understregede, var arrestationerne begyndelsen på en ”normalisering” i Tyrkiet.

For fire år siden fik Tyrkiets daværende premierminister (og nuværende præsident), Recep Tayyip Erdogan, tildelt den libyske diktator Muamar Gaddafis menneskerettighedspris, og nu er Erdogan begyndt at lyde som Gaddafi.

Den seneste spøjse udtalelse, som er gået verden rundt, er Erdogans påstand om, at det var muslimer og ikke Columbus, der opdagede Amerika. Som bevis fremførte Erdogan, at Columbus havde set en moské på en bakketop i Cuba. Ikke nok med det, præsidenten har bebudet, at der skal undervises i denne udlægning af verdenshistorien i tyrkiske skoler for at fremme elevernes selvtillid.

I det hele taget virker den nye præsidents opførsel uligevægtig, hvilket giver anledning til bekymring. Under Gezi Park-urolighederne sidste år påstod Erdogan, at det var et internationalt komplot, der stod bag det hele, med det formål at destabilisere Tyrkiet, og hans økonomiske rådgiver mente, at fremmede magter prøvede at slå premierministeren ihjel med telekinese (tankeoverførsel).

FOR ÉT ÅR SIDEN blev alvorlige anklager om korruption rettet mod ledende medlemmer af regeringen og forskellige forretningsmænd, men ifølge Erdogan var der tale om ”et beskidt komplot” og ”et juridisk kup” iværksat af ”en parallel stat”. På vej til Estland i oktober meddelte præsidenten, at det var ”et komplot” og sandsynligvis ”en større hjerne” end kurderne, der stod bag deres heroiske forsvar af Kobani.

I marts udsendte Tyrkiets lægeforening en pressemeddelelse, der udtrykte alvorlig bekymring for Erdogans sindstilstand, og for, hvad den kommer til at betyde for hans omgangskreds og hele landet.

Erdogan har tidligere erklæret, at det er regeringens formål at opdrage ”en religiøs generation”, og nu har Tyrkiets nationale uddannelsesråd anbefalet, at man indfører religionsundervisning allerede fra 1. klasse, og ikke som nu fra 4. klasse. Det var endda foreslået at indføre undervisning i værdier i børnehaven, og Erdogan har talt om ”en ny livstil, der begynder i børnehaven”. Undervisning i demokrati og menneskerettigheder i 4. klasse skal afskaffes.

Derudover skal undervisning i ottomansk tyrkisk indføres som obligatorisk fag på religiøse højskoler og valgfag på andre højskoler. Sprogundervisning i tyrkiske skoler er ikke god, og derfor vil det være interessant at se, hvordan eleverne klarer et gammelt sprog, der består af arabiske, tyrkiske og persiske ord med arabisk skrift.

Forslaget har skabt en del debat, men Erdogan insisterer på, at det skal indføres, uanset om folk kan lide det eller ej. For ellers, som han argumenterer, kan folk ikke læse, hvad der står på deres forfædres gravsten.

Som en bet for Tyrkiets blomstrende turisme bliver undervisning i bartending afskaffet på turisthøjskoler.

Robert Ellis

tisdag 16 december 2014

Utan assimilering ingen tillit i samhället

Vad sa egentligen riksdagens vice talman Björn Söder (SD) när han blev intervjuad i DN? - Att det finns många medborgare i Sverige som inte känner sig som etniska svenskar. Ganska självklart egentligen.

Men det var ett taktiskt misstag att ta samer och judar som exempel, när det verkliga problemet är muslimsk massinvandring och muslimska parallellsamhällen.

Folk bryr sig inte om etniska hårklyverier, det är för att de drabbas in på bara skinnet av den nya barska verkligheten som de röstar på SD. Utan assimilering av invandrarna ingen tillit i samhället.

SD-riksdagsledamoten Paula Bieler: ”Vi är tydliga med att så länge det är på individnivå så nej, då är det inga problem att även ha andra identiteter än den svenska. Det som däremot blir problematiskt är när det skapas olika slags grupperingar som man delar in sig i och inte strävar efter en gemensam identitet.”

Dick Erixon: ”Hur ser vi till att behålla den internationellt höga tillit i samhället som vi har i Sverige? Den frågan tycker jag alla – från miljöpartister till sverigedemokrater – borde diskutera öppet. Och utan glåpord. Det blir så pubertalt när vänsteraktivister kastar okvädningsord omkring sig istället för att föra en intelligent diskussion.”

Bloggen Fnordspotting: ”Efter att Söder – måhända i något bombastiska och insnöade ordalag – funderat högt kring etnicitetsbegreppet började rasismanklagelserna och avgångskraven att hagla. Att alla svenskar i grund och botten vet att den svenska etniciteten – precis som till exempel den koreanska – är en realitet, tycks i sammanhanget vara sekundärt.

I den svenska åsiktskorridoren har konsensuskulturens trollkarlar svingat sina postmoderna trollspön och dekonstruerat etnicitetsbegreppet, eller rättare sagt, det svenska etnicitetsbegreppet. Efter denna exorcism talar man inte längre ostraffat om vad som alla innerst inne vet fortfarande finns där.”

Slutligen en kommentar av Jari på den politiskt korrekte författaren och rockartisten Ulf Lundells blogg:

”Jag trodde också att Björn skitit i det blå skåpet med det uttalandet och att hans saga var all med tanke på nolltolerans och allt vad det heter. Men sen läste jag intervjun. Jag är ledsen, men jag håller faktiskt med. Jag är finne och bekänner mig inte som svensk fast jag vuxit upp och bott här sen 1966. I början hade jag en hel del problem av det. Nu har det slagit över åt andra hållet. Hallå landet lagom! Det finns något mitt emellan. Man måste inte övertolka precis allt folk säger och speciellt inte i en filosofisk intellektuell diskussion får man ta fasta på precis alla orden. Jag är finne och fattar exakt vad han menar med bekänna sig till nation. För er som tycker jag ska sluta använda ordet finne... Jo, jag vet att ni tänkte på det. Läs David Eberhards bok Ingen tar skit i de lättkränktas land och ställ er frågan: hur blev vi världens mest psyksjuka land?”

lördag 13 december 2014

Den svenska lösningen

Vilka krossar folkets vilja med järnrör i Sverige? Inte är det Sverigedemokraterna, det är politikerna och journalisterna och deras hantlangare bland våldsvänster och islamister som skrämmer slag på folk. Antingen får man underkasta sig eller emigrera. Nu senast var det den kristne författaren Marcus Birro som flydde landet efter att talat klarspråk om islam och utsatts för mordhot. Men för varje Birro finns det tyvärr tusen vänstervridna kändisar som tanklöst babblar om hur förträfflig islam är och demoniserar SD.

"När en regim använder pöbelvåld kallas det Den Rumänska Lösningen. Namnet kommer från den rumänska övergångsregimens lösning på de folkliga protester som krävde tillbaka sin uppgörelse med Ceaucescu. Tiotusentals människor hade samlats vid Universitetsplatsen i Bukarest för att tvinga igenom demokratiska val, men kommunisten och kuppmakaren Ion Iliescu drog ner gruvarbetarna från bergen och sa till dem att hippies var ansvariga för att de inte hade fått lön på flera månader. Beväpnade med bland annat järnrör förvandlades arbetarklassen till en här av huliganer som på regimens vägnar krossade medelklassens uppror för folkets frihet. Kvasitotalitära styrelseformer älskar sånt. Man ser det också i Egypten, Hongkong, Iran och Sverige."

Citatet är från den danska bloggen Monokultur


Politisk svagsinthet av nästan kriminellt slag


torsdag 11 december 2014

“... det är en annan stam, det angår inte oss”

Journalist blev chockad av den bistra verkligheten söder om liberala västerländska demokratier. Uriasposten:

“Det mest motbjudande ögonblicket i mitt liv var när jag besökte Somalia under en hungerkatastrof. Vi besökte ett område med en flod, där på ena sidan floden fanns ett mycket väl fungerande samhälle, och på andra sidan människor låg och dog av svält.

Inslaget handlade om hur svårt det var att få fram nödhjälp. Det visade sig bero på att det fanns två olika stammar i regionen.

Vi frågade: 'Varför hjälper ni inte dem på andra sidan av floden?' De sade: 'Tja, det är en annan stam, det angår inte oss.'

Det var en motbjudande upplevelse. Vi såg många döda människor. Människor som dör av svält tar inte upp mycket plats.”

The Road to Hell: Våldsam konkurrens om kontroll över storskaliga livsmedelsbistånd bidrog till nedbrytningen av regeringen i Somalia.

måndag 8 december 2014

Halshuggarstaten värvar muslimer i Norden



Vilka är de kriminella? Vilka är terroristerna? Det är bara muslimer som uppför sig i enlighet med sin religion.

Vilka är Generation Jihad?

Först asyl och pass, så hem och slåss

Islamiska statens fängelse-bordeller

Tundra Tabloids

lördag 6 december 2014

Klemperer misbrugt mod islamkritikere

Den afdøde nazismekronikør Victor Klemperer spændes for en politisk vogn, han næppe ville have sagt ja til.



På billedet ses den jødiske Carolineskole på Østerbro, der er omgivet af et hegn.

GEOFFREY CAIN (Politiken 20. okt. 2011)

Det var kun hans ægteskab med en arisk kvinde, der reddede den tyske litteraturprofessor Victor Klemperer (1881-1960) fra Auschwitz, og det lyder umiddelbart rimeligt, at han – hvis han levede i dag – ville være den første modstander af, hvad der går under betegnelsen ’racisme’. Og det er der flere forhold, der peger på.

Midt i rædslerne i tredivernes Tyskland skrev han en bog om de sprogmanipulationer, der gjorde Holocaust mulig. Den hed ’LTI. Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges sprog’, og dens budskab var i al korthed denne: At verbaldæmonisering meget nemt fører til vold. Det er også denne kronikørs holdning. Men vold mod hvem?

For forfatter og foredragsholder Knud Lindholm Laus er der ingen tvivl: Det er vold mod muslimer. De er vor tids jøder, mener han, og de bliver dæmoniseret på samme måde – eller næsten på samme måde – som jøder i Hitlers tredje rige. Dæmoniseret af hvem?

Ifølge KLL er det the usual suspects, det vil sige først og fremmest Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og alle bloggere med en kritisk holdning til muslimsk indvandring. Og derfor har KLL iværksat et storstilet korstog mod alle de nævnte, der – måske uden at vide det – løfter arven efter den gale Adolf, der endte sine dage under Berlins ruiner i 1945.

Fair nok. Det eneste problem med dette udgangspunkt er, at det bygger på en virkelighedsopfattelse, der har meget lidt til fælles med verdenen uden for studerekammeret. I virkelighedens verden er det ikke muslimer, der bliver udsat for vold i Europa, det er deres kritikere. Som bekendt kan Pia Kjærsgaard ikke forlade sin bopæl uden én eller flere livvagter i hælene, og Naser Khader er i samme situation.

Pia K. er truet af den politisk korrekte venstrefløj, Khader er truet af radikale muslimer. Samtidig kan man konstatere, at ingen muslim i Europa behøver livvagt, og ingen moske har behov for en pansret indhegning, som den, der omgiver Jyllands Posten og den jødiske Carolineskole. Sådan er virkeligheden i dag.

I Sverige ser det endnu værre ud for islamkritikere, og hele seks medlemmer af Sverigedemokraterna – det parti, der svarer mest til Dansk Folkeparti – er blevet udstyret med livvagter efter et overfald, der nemt kunne have kostet et kurdisk medlem af Sverigedemokraterna livet. Han har nu forladt politik.

Hvordan ser det så ud uden for den politiske verden? Hvem bliver udsat for vold på gaden? Muslimer? Nej, her i kongeriget er det almindelige etniske danskere, der oftest bliver udsat for vold, og dette mønster gentager sig i hele den del af Europa, hvor der har været en massiv tilvandring fra Mellemøsten, Tyrkiet og Pakistan. Det er altså ikke muslimer, der går i fare for deres liv.

Det er først og fremmest dem, de har set sig gale på, jøderne og bøsser, og så dem, der kritiserer islam. Men det taler pæne mennesker ikke om. Det faktum, at grønlænderne er blevet fordrevet fra Gellerupplanen, og jøderne forsøges fordrevet fra Malmø, har medierne valgt at vende det blinde øje til, og – lige som KLL og hans meningsfæller – gør alt for at bagatellisere racistiske overfald begået af mennesker fra Mellemøsten, alt imens de fokuserer på alt, der bidrager til, at de opfattes som ofre.

Lyder det usandsynligt?

Det gør det sikkert for dem, der kun kan se ud af det venstre øje, men ved nærmere eftertanke burde selv de tungnemme kunne se, at det netop er islamkritikere – Salman Rushdie, Gert Wilders, Ayaan Hirsi Ali, Taslima Nasreen, Robert Redeker, den franske filosof og islamkritiker, der lever under jorden på femte år, den myrdede Pim Fortuyn, den myrdede Theo van Gogh og et utal af andre – der går i fare for deres liv.

Ikke altid fra muslimer, men oftest af folk med – i egen forståelse – en moralsk pligt til at advare verden imod ’folkefjender’ som dem. Og måden at advare på kan være særdeles barsk. Så barsk, at det allermest minder om den sprogmanipulering, som Victor Klemperer kaldte ’LTI: Det tredje riges sprog’.

Takket være det lukkede øje vil det sikkert komme som en stor overraskelse for KLL & co., at Pia Kjærsgaard og ligesindede jævnligt fremstilles i de politiske medier som havende de samme bestialske træk, som jøderne havde for nazisterne. Ikke med lignende symboler vel at mærke, men med præcis de samme symboler, som Klemperer harcelerede over i sine notater om LTI.

Eksempelvis er Pia Kjærsgaard her i bladet de sidste fire–fem år udelukkende blevet tegnet som snavs. I et enkelt tilfælde som lort. Politikens stjernetegner Mette Dreyer har tidligere tegnet hende som rotte i BT, og en forhenværende karikaturtegner på bladet, Bob Katzenelson, har tegnet hende som grib og som dæmon. I Ekstra Bladet er hun blevet fremstillet som gris (»Pia, du er en so«, har Michael Carøe udtalt fra scenen), og både EB og BT har jævnligt tegnet hende som hund.

I Kristeligt Dagblad er hun blevet fremstillet som slange, Dagbladet Information har tegnet hende som en heks og en orm, der æder menneskers hjerne, og mundtlige ytringer er præget af samme symbolik. Pia Kjærsgaard og alle DF’ere er »det monster, der har glammet i Danmarks stuer og tilmed spredt sin nødtørft«, skrev David Rehling i Information, og det bakkede SF’er Hans Erik Sætterup op sammesteds i et læserbrev med den prægnante overskrift »Pia lugter grimt«.

»Pia Kjærsgaard og Adolf Hitler er to alen af ét stykke,« proklamerede daværende cd’er Peter Duetoft, og eftersom hun er snavs eller det, der er værre, var det kun naturligt, at nogle »gæve gutter« (udtrykket er fra Berlingske Tidendes daværende debatredaktør Niels Houkjær) tog sig sammen til at give dette menneskelige snavs en lærestreg. Det skete med slag og spark på Nørrebro i foråret 1998.

»Det er legitimt at overfalde Pia Kjærsgaard«, skrev Ung-SAM’s daværende formand, mens dagbladet Socialistens skribent August Miehe-Renard kaldte overfaldet »forståeligt, uundgåeligt og nødvendigt«. Flere var enige i, at volden var berettiget. »Hun har fortjent det«, skrev Lars Bonnevie i Land og Folk. Og det kan man godt forstå, de mente.

Eftersom Pia K. i selv de pæne blade er blevet sammenlignet med en heks, en prostitueret, en horemutter en pengepuger, en morder og et svin, er det naturligt for dem at sige det. Berlingske Tidende har fremstillet hende som et uhyre i en toiletkumme, og ligesom jøderne i Hitlers rige ofte blevet portrætteret i færd med at skubbe andre i døden, har der været tegninger af Pia Kjærsgård i gang med at kaste flygtninge ned i havet til glubske hajer (Berlingske Tidende).

I Jyllands-Posten har man set hende i færd med at dolke en negerdukke i hjertet – et billede, der minder uhyggeligt meget om Dr. Stürmers billede af jøder i gang med at tappe et barn for blod. »Nu ser jeg djævelens ansigt«, skrev professor i middelalderhistorie Brian McGuire, der tydeligt ikke anede, hvor tæt han selv var på middelalderen (Pol. 14.10.97).

Havde overfaldet (der i øvrigt er blevet fulgt af flere) ingen forbindelse med de politiske korrekte mediers dæmonisering? Det kunne den nu hedengangne Tøger Seidenfaden godt se, at der var noget om. »Men de fleste journalister kender også til ubehaget ved at opdage, hvor voldsomme virkninger en lille artikel egentlig kan have for de mennesker, den vedrører«, skrev han her i bladet kort efter overfaldet. En lille artikel? Hvad med en tegning af nogen som rotte? Hvad slags signaler sender det?

Det kan forhenværende medlem af Folketinget Naser Khader tale med om. For nogle år siden blev han meget upopulær hos imam Abu Laban, hvis moske At Tauba på Vesterbro havde inviteret kendte terrorister som gæsteprædikanter.

Han sagde, at Naser Khader var en rotte. »Hvorfor siger han ikke, at jeg er et svin?« spurgte Khader. »Det er, fordi man udrydder rotter«. Ja, og det smarte ved den slags udtalelser er, at den, der fremsætter dem, ikke bagefter kan anklages for vold, hvis nogen skulle opfatte det skjulte budskab og gøre noget ved det.

Pudsigt nok er der i det fredelige og konsensussøgende Danmark faktisk tradition for den slags. I 1983 blev Mogens Glistrup overfaldet i Fælledparken. Det var 1. maj, arbejdernes dag, og nyheden om, at Glistrup ville deltage, havde fået daværende statsminister Anker Jørgensen til at skrive, at »det ender i støvletramp, hvis vores indsats mislykkes«. Der blev uddelt løbesedler, og folk stod parat, da Glistrup ankom. Bagefter tog Anker Jørgensen lunkent afstand fra overfaldet ved at kalde det »meningsløst«.

»Det var fandeme ikke meget at svinge sig op til«, skrev Leif Blædel i Ekstra Bladet, og BT var endnu mere klar i mælet. »Man skal være meget forsigtig, når man i Danmark drager paralleller mellem begivenheder her og de tilstande, der førte til nazisternes overtagelse, men overfaldet i går leder nu uvilkårligt tankerne hen på Tyskland«.

Så traditionen for tilsyneladende uskyldige bemærkninger med uhyggelige undertoner går temmelig langt tilbage. Politiken har som bekendt længe fremstillet Pia K. som snavs. Men pudsigt nok er det netop Politiken og dens frelste læserskare, der er de første til at klage over ’tonen i debatten’. Er det hykleri? Nej, det mener jeg ikke, det er. Det er blindhed. En manglende evne til selverkendelse. Og hvad kan man gøre mod det? Hvad kan man gør med folk, der har valgt at være blinde?

Knud Lindholm Lau er omgivet af den samme symbolik, han advarer imod, og han kan ikke se det. Han, der vil vejlede andre gennem nazisymbolernes minefelt, er selv ganske blind over for den, når den er markeret med et andet flag. Ville Victor Klemperer have bifaldet dette? Lad os lige se på hans livsværk.

Bogen om nazismens sprog, som KLL nu har genudgivet – ’Lingua Tertii Imperii’ (LTI) – blev først udgivet i den russiske besættelseszone i 1947 uden dengang at vække megen opsigt. I det senere opståede DDR skrev Klemperer en fortsættelse, men denne gang om marxismens sprog, som han kaldte ’LQI, Lingua Quarti Imperii’ (’den fjerde republiks sprog’), hvor Klemperer lader ane, at han anså kommunismen som lige så menneskefjendsk som nazismen.

»LTI lever videre«, skrev han. »Der burde oprettes et antifascistisk sprogkontor, der kan påpege ligheder mellem nazistisk og bolsjevistisk sprogbrug». (»So sitze ich denn zwischen allen Stühlen«,Tagebücher 1945-1959) .

Men disse betragtninger blev aldrig skrevet færdig og blev først udgivet længe efter Klemperers død, så den brede offentlighed kender ham kun som nazismekronikør. Hans dagbøger er blevet sammenlignet med Anne Franks ditto, og det er dybt fascinerende, men uhyggelig læsning at følge, hvordan nazisterne dag for dag strammer snøren om jøderne med stadig nye jødelove og forordninger, der fører op til den systematiske udryddelse under krigen: Endlösung.

Men Victor Klemperer var som nævnt en undtagelse fra den ultimative skæbne qua sit ægteskab med en arisk kvinde. Under DDR’s kommunistiske styre fik Klemperer sit professorat tilbage, og han og hustruen fik deres hus i Dresden tilbage.

Efter sin kones død i 1951 giftede han sig med en yngre kvinde, en af hans elever, den katolske Hadwig Kirschner, og da var han allerede godt på vej til at miste sin marxistiske tro. Men det fortav han.

Hvorfor? Nok fordi tilslutning til det tyske kommunistparti (KPD) havde givet Klemperer privilegier og magt. Han blev valgt ind i KPD’s politiske organer og var under ledelse af den sovjetiske besættelsesmagt og nu – som kommunist i SED, Sozialistische Einheitspartei Deutschlands – med til at gennemføre et marxistisk diktatur: DDR, Deutsche Demokratische Republik.

Og nu fulgte en god tid. Foruden at få sit professorat tilbage fik han også den første privatejede bil i Dresden efter krigen. Bil med chauffør. Ikke fordi det var nogen dans på roser for en mand med samvittighed, og det beskrives indgående i dagbøgerne, hvordan undertrykkelsen af befolkningen foregår komplet med pligt til at rejse sig og råbe »Heil Stalin« i rigsdagen (Volkskammer), hver gang Stalins navn nævnes. Klemperer heilede med, om end modstræbende. Efter Stalins linje kom der antisemitiske tiltag i DDR, som Klemperer resigneret noterede i dagbøgerne uden offentligt at tage til genmæle imod dem.

Historien var med andre ord ved at gentage sig. Klemperer, der havde anklaget sine tyske medborgere for at have tiet over for ondskab, gjorde præcis det samme selv.

Så meget for brugen af LTI til at hindre gentagelser!

Og nu vil KLL genoplive Klemperer som et våben mod Dansk Folkeparti, og det er bestemt ikke uproblematisk. Ville Klemperer – hvis han var i live i dag – hyle med de politisk korrekte ulve, alt imens han privat noterede, at der nu er kommet en tredje ’lingua’: ’LPC, Lingua Politica Correcta’?

Det kan vi ikke vide. Manden er død. Men KKL er ikke i tvivl, og han tøver ikke med at bruge Klemperer som galionsfigur på sin hjemmeside af samme navn og i sine mange debatindlæg og forelæsninger rettet mod islamkritikerne.

Han siger ikke, at de er nazister. Men de har et tankesæt, der i bund og grund er den samme som nazisternes, og de bruger samme symbolik, siger KLL, så læseren kan drage sine egne konklusioner, der efter denne insinuerende præambel vanskeligt kan være til fordel for Dansk Folkeparti og ligesindede.

Men okay. Det er Lindholm Laus måde at se verden på, og han argumenterer for sin sag med ildhu og schwung. Eksempelvis under en forelæsning i Mosaisk Trossamfunds selskabslokaler, hvor man formelig kunne høre tilhørerne gyse, da de hørte passager fra Klemperers bog, der omtalte »forsvindinger«. Det faktum, at man kendte til præcis samme fænomen i Sovjet og i DDR (meget sorgmuntert skildret af Sofia Westerholt i ’Hunden er rask’) blev ikke nævnt.

Men der har været protester. Under forelæsningen i Mosaisk Troessamfund blev KLL spurgt, om det ikke var mere påtrængende at gøre folk opmærksom på det grasserende jødehad i den arabiske/muslimske verden, hvor man jævnligt ser tegninger af jøder som blodsugende uhyrer med krogede næser i bedste Der Stürmer-stil (prøv at google: cartoons from the arab world).

Hvad ville Klemperer sige til fjernsynsføljetoner, hvor jøder spiser påskebrød lavet af børns blod? Det vil sige, at den samme løgn, Klemperer oplevede i tredivernes Tyskland, bare under et andet flag? Var det ikke mere relevant at sætte ind dér?

Jo, det var et godt forslag, mente KLL, men han havde alligevel valgt at påpege en islamofobi, der potentielt var lige så farlig for muslimer, som nazismen var for jøderne. Og det var dér, kampen skulle stå. Det forhold, at en milliard muslimer næppe kan siges at være et underkuet og truet minoritet, var åbenbart irrelevant.

Og det faktum, at der blandt denne milliard muslimer er højtplacerede gejstlige og politikere, der åbent advokerer en ny Endlösung for jøderne (et budskab, som vi herhjemme kan modtage via parabolantenner) var tilsyneladende heller ikke særlig vigtigt. Mest presserende, følte han, var et korstog mod Dansk Folkeparti og ligesindede, der ikke just var nazister, men ...

Og her kunne Klemperer bruges. Især hans betragtninger om sproget. Det er via sproget, at onde mennesker kan påvirke andre til at tænke ondt om bestemte grupper og gøre dem til syndebukke.

Ja. Og her kunne undertegnede ikke være mere enig.

Men af ganske andre grunde.

torsdag 27 november 2014

Dansk Folkeparti störst i Danmark

 

Snaphanen

måndag 24 november 2014

Derfor kristendom, feminister

 
Feministerne skylder kristendommen en stor del af deres frihed, rettigheder og værdighed.

af Lone Nørgaard

»Radikale feminister i dagens Vesten - hvoraf mange afskyer kristendommen - lader ikke til at erkende at havde Jesus ikke dannet præcedens, ville kvinder sandsynligvis ikke have haft mere frihed i Vesten end islamiske kvinder har i Mellemøsten«. 

Ovenstående citat stammer fra Alvin J. Schmidts "The Great Divide" (2004).

Det er helt essentielt at forstå sammenhængen mellem kristendom og sekularisering (at helligskrifter ikke anerkendes som eneste autoritet) som en væsentlig forudsætning for den vestlige civilisation.

Ikke mindst feminister burde flå floret fra øjnene, eftersom de skylder kristendommen en stor del af deres frihed, rettigheder og værdighed.

Men måske mangler de viden, og den vil jeg med gode mænds hjælp gerne bidrage med i form af en række pointer hentet i bl. a. "The Great Divide": Den gradvise udbredelse af kristendommen i Romerriget medførte en stor forandring i kvinders status. Ikke bare i datiden, men med eftervirkninger også i dag. Før, under og lige efter Kristus var græske, romerske, hebraiske og assyriske kvinder underkastet deres mænd.

Men Jesus henvendte sig til og behandlede kvinder med en respekt, der gik imod datidens sociale og religiøse skikke. Selv om hverken Jesus eller hans apostle befordrede eller organiserede kvindebevægelser, fik hans lære revolutionerende virkninger på kvinders liv. De tidlige kristne ikke bare inkluderede kvinder i kirkelivet, men de gav kvinderne en hidtil ukendt frihed og værdighed.
   
Den adfærd, Jesus udviste i sin relation til kvinder, smittede af på familielivet. På sigt underminerede denne nye familieetik den romerske lov patria potestas, altså den fadermagt, som gav faderen hals-og håndsret over hustru og børn. Kristendommen blev legaliseret i Romerriget i 313, og i 374 annullerede kejser Valentinian I den gamle patrialov og tog dermed det første skridt hen imod at anerkende et ægteskab som gyldigt uden faderens samtykke. Konsekvenserne viste sig i færre barnebrude og tvangsægteskaber.
  
Jesus støttede heller aldrig polygyne ægteskaber (flerkoneri), men altid monogamiet, som udtrykker en respekt for kvinder. I takt med at kristendommen spredte sig og fik overtaget, blev monogami normen i de lande, hvor kirken fik en fremtrædende plads.
  
Kristendommen tildækker ej heller sine kvinder med et argument om, at "indpakningen" skal beskytte "gode" kvinder mod ustyrlige mænds seksuelle tilnærmelser.
Dertil er troen på og opdragelsen til menneskets indrestyring for markant.
   
Historisk er kristendommen da også blevet forbundet med politisk frihed, fordi de, som styrer sig selv moralsk, ikke behøver en stærk centralmagt for at opretholde en social orden. Bl. a. filosoffen Kai Sørlander har påvist, hvordan kristendommen har spillet en positiv og dynamisk rolle i Vestens politiske udvikling ved selv at foretage en adskillelse mellem politik og religion: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.« Centralt er også, at Luther brugte forkyndelsen i Det Nye Testamente imod pavens optræden som politisk magtudøver.
   
Det frihedsbegreb, kristne bekender sig til, bygger på tanken om individuelt ansvar over for Gud. Det personlige ansvar forbundet med skyld og (dårlig) samvittighed indoptager vi også som kulturkristne - uden nødvendigvis at vide, hvorfra det kommer. Men ansvaret udspringer altså af Det Nye Testamentes overleverede beretninger, f. eks. »Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.« (Johannes, kap. 8. v. 7)
   
Også vores lighedsbegreb er hentet i bibelteksterne. Tanken om ligeværd mellem mennesker kan føres tilbage til forestillingen om, at vi alle er skabt i Guds billede. Hvilket også forklarer, hvorfor slaveriet blev afskaffet i den vestlige, kristne verden og ikke i den islamiske. Den dag i dag holdes der slaver i bl. a. Saudi-Arabien, Mauretanien og Sudan, for hvor slaveri krænker det kristne budskab, er slaveri i overensstemmelse med islams helligtekster.

Summa summarum: Det har i de seneste 15 år været mig en gåde, hvordan feminister har kunnet forsvare det muslimske tørklæde og islam som fredens religion, når kernen i islam er mænds kontrol af og undertrykkelse af kvinder.

Jeg kan ikke andet end at opfordre de kvinder, der p. t. bruger krudt på hjemlig ligestilling i form af ligeløn, flere-kvinder-i-bestyrelser og tvungen-barsel-til-mænd til at tage vare på deres våbenlagre og gemme noget af ammunitionen til den virkelige styrkeprøve: Kampen for at bevare såvel en retsstat som et civilsamfund, der har ligestillet mænd og kvinder.

Vestlig kultur befinder sig i en overlevelseskamp, og den store nyhed er, at vores kultur ikke er naturgiven, og at andre mennesker lægger afstand til den. Kampen handler altså om langt mere end at forsvare ytringsfriheden. Det er forsvaret af selve den vestlige civilisation, der står på programmet. Herunder af kristendommen og dens værdier.


Lektor, cand. mag i dansk, engelsk, filosofi og køn & kultur. Arbejder som voksenunderviser, skribent og boganmelder på Jyllands-Posten. Forfatter til bøgerne "Sex, løgn og kvinder" (1993), "Børn, løgn og kvinder" (2001) og "Aktiv selvhjælp - et forsvar for aktiv dødshjælp" (2002). Redaktør (med Tabita Wulff) og bidragyder til Storm over Europa. Islam - fred eller trussel? (2006).  

www.lone-noergaard.dk

torsdag 20 november 2014

En "dansk" terrorist förklädd till postbud...

... försökte mörda den islamkritiske journalisten Lars Hedegaard. Så småningom lyckades den danska polisen spåra attentatsmannen till Turkiet.

När turkarna sedan skickade honom till den Islamiska Staten i stället för tillbaka till Danmark, gjorde Danmarks utrikesminister Martin Lidegaard det häpnadsväckande uttalandet att en bra relation med Turkiet är viktigare än Lars Hedegaard.

"Det groteska med ministerns uttalande är att han motiverar sitt knäfall för Turkiet med att bekämpa foreign fighters och danska jihadkrigare utan att vara medveten om att detta är precis vad Lars Hedegaard-fallet handlar om," skriver Robert Ellis.

"En 'homegrown' terrorist försökte mörda en islamkritisk journalist och det är bara tack vare Lars Hedegaards reaktionsförmåga som han överlevde. Annars skulle Danmark ha upplevt det som Holland upplevde vid mordet på Theo van Gogh för tio år sedan. Och vad skulle Lidegaard ha gjort åt det?

Vår tids politiskt inkorrekta islamkritiker kan mycket väl jämföras med krigsårens motståndsrörelse, och den samarbetspolitik som Martin Lidegaard lägger upp till, skulle ha gjort Erik Scavenius stolt."

Även Sverige har en mesig utrikesminister. "Sverige ska bedriva en feministisk utrikespolitik, i ett skärpt världsläge," säger Margot Wallström till Putin och möts av ett rått skratt.

Men den som i verkligheten bestämmer är bostadsministern, en rättrogen muhammedan som knappast är någon feminist. Nästa månad ska han besöka Turkiet och studera hur man skövlar grönområden och anlägger presidentpalats. Han kommer också få tips om hur man skickar medhjälpare till halshuggarsekten Islamiska Staten. Samt få beröm för att Sverige erkänt Palestina.

Att det är Mehmet "Ship to Gaza" Kaplan som dikterar Sveriges utrikespolitik framgår av följande uttalande: "De ockuperade territorierna kommer, om Allah vill, att befrias, och östra Jerusalem kommer att bli Palestinas huvudstad. Vi kommer att hjälpa till med detta som regering."

Islamistisk bostadsminister? Ja, det gäller att skaffa tak över huvudet till de 600.000 som väntas de närmaste tre åren, de flesta muslimer.




Sweden – Ship of fools

onsdag 29 oktober 2014

När vaknar vi?

Det duger inte att bortse från det: muslimer är oss andligt överlägsna, inte kunskapsmässigt, inte intelligensmässigt, utan genom sin turkartro.
Tron är en ödestro, ett på förhand bestämt öde som ingen har inflytande på. Jordelivet är bara ett förspel till det egentliga livet efter detta. Förspelets innehåll är avgörande för den enskildes liv hinsides: i Paradisets trädgård eller i Helvetets eld.

Uppfyller man Allahs och koranens bud att bekämpa de otrogna, det vill säga alla som inte är muslimer, så har man (det vill säga männen åtminstone) säkrat sig det liv i Paradiset som de drömmer om.

Denna turkartro gör att de aldrig flyr fara och död, men mördar utan hämningar.
En sådan turkartro har vi andra inte.

Spydpigen