torsdag 2 februari 2012

Kønne Musse

Sprog ændres gennem år og dag. Et godt eksempel er navnet på dagen i dag, den 2. februar: Kyndelmisse, et ord vi har fra den katolske kirke, og som vi vist alle husker fra vor skoletid fra Blichers ”Det er hvidt herude, Kyndelmisse slår sin Knude, overmåde hvas og hård…”

Den store danske ordbog nævner de mange mærkelige dialektudtaler af ordet, bl.a. ”Kønnemusse”. På latin hed det oprindelig missa candelarum, messen for lysene. En kirkelig fest indstiftet af pave Skt. Gelasio den Første i 492 til minde om Jesu fremstilling i templet og jomfru Marias renselse efter fødslen. Ifölge jödisk tradition regnedes kvinder for urene indtil 40 dage efter födselen. I äldre tid fejredes festen den 14. februar, nemlig 40 dage efter Hellig Tre Konger. Ved denne fest indvies de vokslys, som skal bruges i kirken i løbet af året. På italiensk hedder festen candelaia eller candelora (af candela = et lys af voks eller stearin).
Da bæres Jomfru Maria med barnet gerne i procession, og festen har især betydning for kvinder, som beder Maria om hjælp til at få børn. De uddelte velsignede lys sætter man hjemme ved sengen eller i vinduet.


Kyndelmisse regnedes i Norden for Midvinter, så vi har endnu et stykke vinter tilbage i ”den globale opvarmning”!