Hvid mand skurk – brun mand offer

Erik Holstein

Ny antologi fra en række forskere afdækker, hvordan virkeligheden tilpasses en multikulturel ideologi med etniske minoriteter i offerrollen. Konsekvensen bliver vildtvoksende parallelsamfund og et svigt af progressive etniske unge, der gør oprør mod reaktionære kulturmønstre.

Integrationsproblemer skyldes den grumme skandinaviske racisme, og enhver kritik af indvandrere og flygtninge er ondsindet eller i bedste fald upassende. Det gælder selv, hvis kritikken kommer fra medlemmer af etniske minoriteter, der i så fald er forrædere mod deres egen gruppe.

Sådan er tankegangen hos mange integrationsforskerne og meningsdannere i både Danmark og Sverige ifølge den nye antologi ”Multikulturalismens fælder”. En tankegang, der fungerer som en ideologisk spændetrøje, der skævvrider integrationsindsatsen.

Det er Mehmet Ümit Necef og Torben Bech Dyrberg, der har redigeret antologien, der primært har bidrag fra forskere fra de to lande. Forfatterne ser kulturel forskellighed som en berigelse i visse situationer, men de anfægter multikulturalisme som et helligt princip, hvor selv arkaiske kulturelle normer er fritaget for kritik. Og forfatterne er dødtrætte af den offerrolle, etniske minoriteter ofte ender i.

Kulturracisme

Frem for alt køber forfatterene ikke den nye ”kreative” definition på racisme, som det politisk korrekte segment har udviklet, den såkaldte ”kulturracisme”. Her defineres kritik af kulturen i etniske kredse også som racisme.

Antologien sætter spotlys på et helt afgørende element. For ”kulturracisme” er og bliver et forskruet begreb, der både hæmmer en demokratisk debat om kulturelle normer, hæmmer integrationen og devaluerer de lidelser, den biologiske racisme har ført med sig.

Perversiteten ved den biologiske racisme er netop, at den ikke bedømmer mennesker ud fra holdninger eller handlinger, men ud fra hudfarve eller ”race”. Det var nazisternes forfølgelse af selv assimilerede tyske jøder et rædselsvækkende eksempel på.

Anderledes med kultur, der frem for alt er et sæt af normer og holdninger, der selvfølgelig kan diskuteres og anfægtes, ligesom politiske holdninger kan. At påstå at alle kulturelle holdninger er lige gode, er lige så absurd som at påstå, at alle politiske holdninger er lige gode. Og frem for alt er holdninger i modsætning til hudfarve noget, man kan tilvælge individuelt.

Derfor skal man heller ikke pr. definition have respekt for kulturelle normer. Som det præcist udtrykkes i bogen:

Hvorfor skulle en dansk kvinde "respektere" en muslimsk mand, der mener, at hun ved at færdes uledsaget og utilhyllet på gaden opfører sig som en luder? Hvorfor skulle en dansk bøsse "respektere" en muslimsk indvandrer, der mener, at homoseksuelle burde slås ihjel?"

Uhellig alliance

Den kulturrelativistiske holdning betyder, at der opereres med dobbelte standarder: Intolerante tendenser hos europæere bliver skarpt kritiseret, mens langt mere ekstreme holdninger i indvandrermiljøer bliver bagatelliseret, undskyldt eller ligefrem forsvaret.

I antologien fremhæves et næsten komisk eksempel fra Sverige, hvor man ville rydde en salafistisk kældermoské i Malmø-ghettoen Rosengård. Salafisterne står for en ekstrem form for islam med kvindeundertrykkelse, homofobi og afvisning af demokratiet.

Ikke desto mindre fik disse religiøse fascister støtte af militante svenske ”anti-fascister”, fordi salafisterne jo tilhørte en etnisk minoritet! Dermed opstod den fantastiske situation, at venstrefløjsaktivisterne tog stilling efter hudfarve i stedet for politisk indhold. En rendyrket racistisk logik, kunne man mene.

”Kulturforræder”

Som bogen viser, går den kulturrelativistiske ”solidaritet” så langt, at både forskere og debattører har forsøgt at nedgøre personer, der bryder ud af undertrykkende etniske miljøer. Det gælder selv voldsramte etniske kvinder, der af ph.d. forsker Louise Lund Liebmann beskyldes for at gøre ”hele kulturer og minoritetsgrupper til syndebukke” ved at fortælle deres historier om vold i familien.

Samme forsker mener, at forfatteren Yahya Hassan er en ”kulturel afhopper”, fordi han beskriver vold, kriminalitet og det religiøse hykleri i ghetto-miljøer. Dermed understøtter Hassan jo ”majoritetens problemopfattelse” af integrationsproblemerne – og det er naturligvis helt galt, når man på forhånd har besluttet sig til, at alle problemer skyldes den hvide omverdens racisme.

Akademisk makværk

En sådan tilgang til forskning minder om Sovjet-tiden, hvor politbureauet simpelthen besluttede, hvad der var videnskabeligt korrekt. Man kan trække på smilebåndet af bogens mange pinagtige eksempler på akademisk makværk, men følgerne er knap så sjove.

For konsekvensen er et svigt af de stadig flere etniske unge, der gør oprør mod de før-moderne normer og selv vil bestemme deres ægtefælle, sexpartner, uddannelse og påklædning. Deres individuelle frihedsrettigheder bliver ofret på den kulturelle tolerances alter.

Æresdrab

Når det gælder et område som kriminalitet, er det naturligvis absolut 'no go' for det "anti-racistiske" segment at acceptere kulturelle forklaringer. Det gælder endog et begreb som æresdrab, som behændigt sammenlignes med jalousimord. Men som det fremhæves i antologien:

”Det ignoreres fuldkommen, at danske jalousimord ikke er en kollektiv planlagt handling”, der skal genoprette familiens ære.”

Korrekt. Det vil være helt utænkeligt, at en skandinavisk piges forældre hjælper ægtemanden med drabet på deres datter, eller at familien samlet planlægger mordet på en "ulydig kvinde". Det findes der simpelthen ikke eksempel på i skandinaviske familier på denne side af middelalderen. Den ubekvemme sandhed er, at æresdrab bunder i reaktionære kulturelle normer, som nogle indvandrere har haft med sig fra deres feudale hjemlande.

Krakeleret skønmaleri

Den politiserende tilgang til integrationsproblemer giver også andre udslag. Et typisk kendetegn er den ”positive italesættelse” – og troen på, at ”ord skaber virkelighed”.

Det var tydeligvis den holdning, der lå bag Odense Kommunes forsøg fra 2010 på at give ghettoen Vollsmose et nyt brand. Antologien fortæller underholdende, om hvordan kommunen stod bag en rapport, der udmaler drømmescenarier om den belastede bydel som et nyt innovativt område, ”Vollsmose Valley” – og som en ny ”turistdestination med kant”.

Det med kanten viste sig i hvert fald rigtigt, da 60-70 indvandrerunge fra Vollsmose bevæbnet med køller angreb Odense Universitetshospital efter en intern skudepisode under den muslimske eidfest. Denne grænseoverskridende adfærd kom kun halvanden måned efter udgivelsen af den totalt virkelighedsfjerne rapport. Endnu engang måtte man konstatere, at meget få problemer bliver løst, fordi man ikke taler om dem.

Nazi-parallellen

Den ureflekterede påstand, om at ord skaber virkelighed, er endnu en hjørnesten i den politisk korrekte tilgang til integrationsproblemerne. Her drages der rask væk paralleller mellem kritik af etniske minoriteter og forfølgelsen af jøder i Nazi-Tyskland.

Som den radikale folketingspolitiker Zenia Stampe, der dyrker denne sammenligning særlig flittigt, og debattøren Bjarne Overmark, der ligefrem udtalte:

"Vi ved, hvad deres slet skjulte perspektiver er med den racistiske, anti-muslimske propaganda – nemlig fysisk udrensning af et religiøst mindretal i Europa."

Bortset fra det rablende i proportionerne er sammenligningen også forkert. Holocaust var ikke primært et resultat af hadske ord, men af et forbryderisk regime med diktatorisk magt. Eksempelvis blev overgrebene under Krystalnatten i 1938 ikke udført af almindelige tyskere, der var ophidsede af propagandaen. Overgrebene blev nøje organiseret og gennemført af SA's morderbander.

Skulle ”ord skabe virkelighed”, ville Danmark ligge tårnhøjt i racistisk vold, mens Sverige ville være helt i bund. Det modsatte er tilfældet.

Floskelgalleriet

Mehmet Necef og co. tager også fat i en række multikulturelle floskler og uholdbare følgeslutninger. Eksempelvis den hyppigt forekommende påstand, om at kontakt med fremmede leder til forståelse, der fører til sympati. Typisk udtryk i sætningen: ”En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu”.

Men som så meget andet fra den politisk korrekte hylde, er der tale om ønsketænkning: Det kan komme til at gå sådan, men der kan også ske det stik modsatte. Det tidligere folketingsmedlem for SF, Ole Sohn, udtrykte det anderledes realistisk, da han sagde:

”En fremmed er en person, du ikke ved, om du bliver ven med”.

Venstrefløjen vågner

Flere af antologiens forfattere kritiserer den politiske venstrefløj for kulturrelativisme og dobbeltstandarder. Kritikken holder i forhold til den svenske venstrefløj, ja det meste af det politiske spektrum i Sverige.

Senest har der været heftig debat om Miljøpartiet, der ligefrem har givet politiske poster til de mest reaktionære religiøse kredse. Herunder partiets boligminister, Mehmet Kaplan, der måtte trække sig, efter det blev afsløret, at han gjorde Det Muslimske Broderskabs tegn og havde deltaget i middag med islamister og lederen af de fascistiske Grå Ulve. I Miljøpartiet er naiviteten ført ud i sin yderste konsekvens, og skandalen bliver ikke mindre af, at partiet er i regering.

Man har også set eksempler på islamister i danske partier, først Radikale Venstre, siden Enhedslisten og senest i Alternativet. Men Enhedslisten har strammet kraftigt op, og forfatternes kritik af den danske venstrefløj er kun delvis berettiget.

Et parti som SF har været konsistent i sin kritik af islamisterne. Først med den tidligere formand Villy Søvndal og senest med Pia Olsen Dyhr. SF-formanden har allieret sig med etniske normbrydere i en decideret offensiv mod de reaktionære kræfter i indvandrermiljøet. Og på den yderste venstrefløj har Enhedslistens ”chefideolog” Pelle Dragsted kaldt islamismen for den ”største fascistiske trussel globalt”.

Fusk for den gode sag

Kulturelativisme og berøringsangst er et stadig udbredt problem i det offentlige system i Danmark. Helt eksplicit i den danske integrationsforskning, der er gennemsyret af akademisk fusk i den gode sags tjeneste. Men det er primært et akademisk – og delvist et journalistisk – problem. Størstedelen af de danske politikere er for længst kommet videre.

Hvem ved: Måske vil selv den svenske venstrefløj en dag finde tilbage til sine rødder og kæmpe for de idealer, der har været gældende for progressive kræfter siden den franske revolution. I stedet for at lade sin stillingtagen til et udsagn afgøre af afsenderens hudfarve.

Et studie af ”Multikulturalismens fælder” kan i så fald være et skridt på vejen. Det er tung bog at læse, og bogen er sine steder unødigt akademisk omstændelig. Men det er en vigtig bog.

"Multikulturalismens fælder – mørklægning og moralisme i medier, forskning og politik" af Mehmet Ümit Necef og Torben Bech Dyrberg er udkommet på Samfundslitteratur. Bogen er på 319 sider og koster 299 kr. (183 kr. som e-bog).