Gensyn med gammel artikel

Fra Spydpigens tidsskrift AKTION, 1978:

Vinteren 1977-78 blev der på undervisningsminister Ritt Bjerregaards initiativ holdt et kursus på Zahles Seminarium for at overbevise forældre om (hendes nyordnede) folkeskolens fortræffelighed.

En af øvelserne bestod i at undersøge, hvordan visse emner omtaltes i pressen. Man valgte nogle emner, som ”lå i tiden”. Et af dem var ”døden”.

Her måtte jeg protestere. Ikke imod emnet. Ikke imod døden. Men...

Jeg protesterede imod flosklen , at noget ”ligger i tiden”.. Døden lå hverken mere eller mindre i tiden dengang. Havde det været under Den sorte Død, Koleraepidemien eller Den spanske Syge...

Flosklen afslørede uvidenhed om, hvordan ting fungerer, hvordan og hvorfor tanker spredes, behandles, påvirker og driver os mod ønskede resultater. Manglende viden herom er katastrofal på et seminarium, hvor man – efter hvad ”der ligger i tiden” - skal lære lærerne at lære børnene at være kritiske.


Man burde vide, at der bagved gerne er en årsag.

Det var ikke døden, der interesserede. Det var vor holdning til den. Dette emne adskilte sig ikke fra andre emner, der skulde bearbejde vore holdninger i 70´ernes anmassende marxistiske indoktrinering.

Den schweizisk/amerikanske psykiater Elisabeth Kübler-Rose (f. 1926, professor, Medical Director ved Mental Health and Family services i Chicago) lagde for med utallige studiekredse med læger, præster, sygeplejersker, socialrådgivere og studerende: I et særligt rum – skjult bag en-vejs-spejle - bombarderede de den døende med nærgående spørgsmål. Det blev til bogen ”On death and dying” 1969.

Vor hjemlige Mentalhygiejne bragte i 1972 et emnehefte om døden, redigeret af psykiater Bent Claësson, medens Mentalhygiejnens folk snakkede løs bl.a. i radioens serie ”Livet og Døden”. I 1974 forberedte radioen en større udsendelse om emnet: Alle, der enten er uhelbredeligt syge eller har overvejet at begå selvmord, er velkomne til at skrive til kulturafdelingen i Danmarks Radio. Meningen er så, at de med deres erfaringer skal hjælpe andre til at få et mere let og afslappet forhold til døden og opfylde et døende medmenneskes sidste kontaktbehov.”

Adjunkt Chr. Nielsen skrev i juli 1974 et bidende ironisk angreb på den emsig-syge social-psykolog-terapeut-pædagog-verden, der har fundet en sidste lille tabu-plet i vort organiserede og kontrollerede samfund, som de kunde kaste sig over. Hvad med at få "dødspædagoger?" (Jyllands-Posten 3.7.1974).

Den af de mentalhygiejniske kredse udbredte narkovenlige holdning gav anledning til pubertets-stofmisbrugers råben op om børns ret til at ødelægge sig selv og ret til at dø (læs: ret til at lade bemeldte kredse forlede børn til hvad som helst).

Journalist Ninka fyldte Politiken med en række artikler i 1973 om "Den vanskelige død" med det håb det vilde "medvirke til at ændre den indstilling vi i den vestlige verden har til døden: Måske lærer vi en dag at gøre den uanstændige død anstændig. Og drikke en øl ovre ved de anonymes grav, hvor der er så stille og så smukt... Så er døden pludselig ikke mere en slags porno. Eller et tabu.""

Biblioteksvæsenet glemte heller ikke emnet i deres boglister, f.eks.børnepjecen "Snak om døden" (1975) og "Ung nu" (1977), og nogle steder holdt man debataftener om "Holdninger til døden" eller viste den franske film "Den åbne mund".

Da man rørte ved den tidligere abortlov for at gennemføre loven om fri abort, kom der helt nye perspektiver ind i diskussionen: hvor er grænsen for liv, død og eutanasi? Samtidigt og sideløbende hermed diskuterede man muligheden for at fastsætte nye dødskriterier: hjernedød i stedet for hjertedød. Aktiv og passiv dødshjælp. Transplantationer (Bibliotekscentralens bogmærke 9 - 1972/73.

Året efter, at Landsforeningen for Mentalhygiejne var gået i opløsning efter Rigsrevisionens undersøgelse (=1975) oprettedes Landsforeningen Mit Livstestamente, der vilde arbejde på at få en lovgivning, der tog hensyn til folks personlige afgørelser om at dø, når tid er - uden at blive holdt kunstigt i live ("En værdig død"). Det lyder sympatisk, men samtidigt må man erkende, at det kan være den første spæde begyndelse til en accept af eutanasipolitik. Det var ikke betryggende, at visse mentalhygiejnikere straks fra starten kom ind i foreningens bestyrelse, skønt de havde gjort sig bekendt på mindre heldig måde.

Seminarielektor Johannes Fabricius udgav en bog "For egen hånd" om, hvordan man kan begå selvmord og bør tage hensyn til dem, der finder en.

I 1977 lod Statens Filmcentral lave en dokumentarfilm om ligbrænding, "Ligbrænder", så skolebørn kunde blive belært om arbejdet på et krematorium - med at gøre ovnen klar, vaske gulvet mellem kisterne, brænde kisterne, holde kaffepauser m.m., mens ligbrænder Mortensen kommenterede: "Joh - en stor, stærk mand, som har haft et fysisk arbejde tager det længere tid at brænde end fede mennesker!"

Mon nu børnene var nået til den "holdning", de efter psykologernes og psykiaternes mening skulde have? Eller kan vi vente mere endnu: måske en happening i et kapel, hvor man vælter grinende ind ad døren, danser kan-kan omkring kisten, smækker benene i vejret og hujer fra prædikestolen??

Hvad var målet med dette emne, der "lå i tiden"? En almen forråelse til nedbrydning af menneskeværdighed? En forråelse, som skal få folk til at godtage råheder af alle slags når den igangværende psykologiske krigs sidste fase glider over i fysiske brutaliteter?

Før det amerikanske World Federation of Mental Health begyndte sin velsignelsesrige manipulering med mennesker og dikterede os alle mulige forskruede og naturstridige idéer, levede menneskeheden i et naturligt forhold til døden. Døden hører med til livet. Men den skal ikke hales ned på det ligegyldigt jævne, ej heller perverteres eller grines af.

Døden er værdig, som livet er det. Døden er noget stort og ufatbart, som livet er det.