Träffsäkert om 1968

Fyens Stiftstidende 20. maj 2008

Studenteroprøret bør ikke fejres

Studenteroprøret i 1968 startede en alvorlig nedtur. Først nu, hvor oprørets oprørere er på vej på pension, har vi håbet om at komme os over de negative virkninger.

Godt 20 år efter befrielsen fra tyskernes "fredsbesættelse" af Danmark i 1945 kom desværre næste totalitære, ideologiske vækkelsesbølge med marxismen på universiteterne og blandt den studerende ungdom.

De forsøgte opportunt og med diskret støtte fra Moskva og Peking at erobre 68-dagsordenen fra de i nogen grad hash-omtågede hippier.

Hippierne var dog trods alt frihedselskende individualister, som ikke troede på statens dominans - tværtimod! Var studentermarxisternes dyrkelse af tyranniske ideologer som Lenin, Stalin, Mao, Ho Chi Minh, Castro og Pol Pot så en naturlig del af eller forlængelse af ungdomsoprøret? Mit svar er et klart nej baseret på mine egne erfaringer fra 60-erne og frem. Det var en afsporing af ungdomsoprøret.

1967 - 1968 var kulminationen på hippiebevægelsens frihedsoprør, der startede i 1963-64, hvor bl.a. the Beatles og the Rolling Stones stod for værdikampen. Håret var groet langt på drengene og alt fik et fri- foran: Fri hash, fri sex, fri koncert osv. Og Make Love not War, Love-in’s, Superlove osv. I både 1967 og 1968 var der Summer of Love både i San Francisco og i Danmark.

Jeg husker hvordan jeg i dækningen på tv selv - mens jeg læste til student - oplevede studenteroprøret i 1968 på Københavns Universitet som noget komisk.

"Oprørerne" lignede jo med deres korte hår, terylenebukser, hvide skjorter og sorte sko samt kedelige slips, nogen der havde været ude at rejse i mange år og var gået glip af 60'ernes frigørelse, eller havde de været låst inde på Herlufsholm Kostskole og for sent sluppet ud?

Det blev ikke bedre af, at statsmonopolradioen og flere aviser tog dem gravalvorligt. Vi skulle blive klogere. Jeg har haft lejlighed til at drøfte det, der skete med Ekstra Bladets superkompetente rock-anmelder fra 1964-70, Carsten Grolin. Jeg plejer at kalde mig en 67'er. Han kalder sig en 66'er. Det drejer sig om hvornår det toppede.

Vi er enige om, at med studenteroprøret i eftersommeren 1968 startede nedturen. Der begyndte at dukke nogle kedelige, sammenbidte typer op altid medbringende den lille røde katekismus. Munkemarxisterne var ankommet. De slog om sig med Marx og Mao.

De blev i begyndelsen ikke taget mere alvorligt end Hell's Angels og andre sære originaler. Vi havde lidt ondt af dem, fordi de - uden selv at vide det - lignede forklædte prædikanter eller fanatiske politikere a la Göbbels, Lenin, Stalin og Hitler. De ville altid diskutere og have ret ved at citere Marx. Spar os for navnene, sagde vi, hvad mener du selv? Er du holdt op med at tænke selv?

Det viste sig efterhånden, at det var de. Man begyndte at undgå dem, hvis man kunne. Imens masede de sig ind i hvad de kunne af råd og nævn, og terroriseringen af andre meninger begyndte. De kunne kuppe enhver forening.

På sociologi i 70-erne var den lille ikke-marxistiske fløj for længst kuppet og trængt op på tagetagen under det kolde, skrå tag. Her fik vi så til gengæld en fremragende undervisning, indimellem som enetimer, med internationale kapaciteter som Kåre Svalastoga, P.C. Matthiessen, Erik Høgh, Preben Wolf med flere.

Jeg husker mit møde med to blokadevagter i forbindelse med den solidariske strejke, der var udbasuneret af de RUC-studerende på Samfundsvidenskabelig Basisuddannelse, som vist nok følte sig truet af regeringen - jeg husker ikke præcis, hvad det var - men det var ikke noget med karneval!

Da jeg den dag skulle op til undervisningen hos de reaktionære under taget, blev jeg stoppet korporligt af to marxistiske sociologistuderende, der dog ikke havde mod nok til helt at gennemføre deres forehavende. Så jeg kunne efter lidt håndgemæng passere med deres skældsord i nakken.

De fleste af os, der fortsatte trods marxisterne, holdt en lav profil for ikke at vække centralkomiteens dvs. studienævnets vrede - vi håbede jo stadig, at vi kunne få vores eksamen.

Der var ikke mange af os der tog kraftigt til genmæle, og i eksamenssituationer holdt vi os helt fra at udtrykke os på måder, som kunne opfattes som ideologisk ukorrekte.

Vi kunne selvfølgelig uden videre kendes af censor på det vi ikke sagde. Der var f.eks. en gruppe, der havde lavet en afløsningsopgave om EF i faget Det Danske Samfund på 1.del. Censor var en fremtrædende person fra det maoistiske Kommunistisk Arbejderparti, KAP.

Efter at projektgruppen havde gennemført et længere forsvar, kom KAP'eren ud og meddelte de håbefulde unge: Det er et grundigt arbejde I har lavet, men det kan kun blive et 8-tal, fordi I ikke viste nok modstand mod EF!

Det var på den tid, formanden for det sociologiske studienævn, beskedent kaldte sig en af de ledende kammerater på de mangfoldige skrivelser, pamfletter og løbesedler, der flød overalt. Ikke som Pol Pot, der havde studeret marxisme på universitetet i Paris og som hjemme kaldte sig Broder Nr.1.

De piger, der tilhørte vores lille forblæste fløj af ikke-marxister, havde ikke iført sig den marxistiske kvindeuniform - der kun adskilte sig lidt fra sæk og aske.

De kunne fortælle om, hvordan de blev passet op af studerende medsøstre, der bebrejdede dem deres smartere tøj og at de brugte make-up. De var stemplede som klasseforrædere. For Kvindekamp er klassekamp, sagde de marxistiske kvinder og fik et underligt fjernt blik i øjnene.

At flere af dem senere har etableret sig i til formålet oprettede stillinger som ligestillings- og kvindesagsforskere har jeg aldrig været helt tryg ved.

Det hele havde også sine komiske sider, som en af mine nære venner kom ud for, da han indleverede magisterkonferens i sociologi med det tilhørende omfattende pensum med mange tusinde siders sociologisk teori.

Opringning fra studienævnsformanden, der skulle godkende pensum: Du mangler klassikerne! Svar: Jamen jeg har jo opgivet 4000 sider med Weber, Durkheim osv. Jamen, der mangler noget!

Kandidaten vidste jo godt, hvor hunden lå begravet, men de skulle jo ikke have lov at dø i synden: Der er jo alle de sider, der skal være med klassikerne! Svar - nu kunne det ikke skjules længere: Vi har besluttet, at vi ikke vil godkende pensa med mindre end 2000 sider af Karl Marx!

Begivenhederne, der har ændret den almindelige opfattelse af studenteroprøret, er sammenbruddet af de kommunistiske regimer i Østeuropa, murens fald og Jerntæppets fald. Det har fået mange til at komme til en klar erkendelse af, hvad det var der skete, da vi fik studenteroprøret i Danmark i 1968. Det var en totalitær bevægelse forklædt som ungdomsoprør.

Så skal vi fejre studenteroprøret her 40 år efter? Mit svar er nej - det gjorde mere skade end gavn, og det var et rent held, at det ikke skejede mere ud i marxistisk terror, end det gjorde.

Ungdomsoprøret var positivt, mens studenteroprøret var negativt. Studenteroprøret havde flest negative virkninger, som vi nu kan håbe at komme os over - fordi studenteroprørerne nu går på pension.

Ivan Dybdal

Tips Ole G.