torsdag 27 augusti 2015

På tal om terrorattacken på tåget till Paris den 21 augusti

“Jamen”, sagde smeden, “når der nu ikke er nogen realistisk mulighed eller vilje hos politikerne til at gøre noget ved de togmassakrer som uvægerligt vil komme snart, så lad os da overveje de urealistiske. Vi kunne jo bare bevæbne os i stedet for at forlade os på, at der er amerikanere med toget!” – Her blev der nikket samtykkende, mens sheriffen lod som om han var travlt beskæftiget med at stoppe sin snadde og derfor intet hørte. For smeden vidste jo godt, at selv en slangebøsse af cykelgummi er strengt forbudt og kræver våbentilladelse og opbevaring i mindst et Skafor-blå godkendt våbenskab.

Men nu var idéen luftet og ikke sådan at få verfet væk igen. Flere kom ind på det forhold, at danskere almindeligvis er ret velbevæbnede og at f.eks. de fleste her på øen gik på jagt og altså havde mindst eet skydevåben. – Her måtte jeg så gribe ind med min egen version af realisme: jægere og skytter kører ikke i tog, al den stund de er nødt til at have bil, når de skal slæbe rundt på jagtgeværer og – for sportsskytternes vedkommende – tunge præcisionsrifler. De er næppe tilbøjelige til at skulle udstå en togrejses pinsler blot for at togpendlere kan føle sig trygge. Det må være deres egen sag. Vil de være trygge, må de selv bevæbne sig. – Her fór sheriffen op, men blev håndfast sat ned af smedens næver med besked om at lade manden – d.v.s. mig – tale ud.

“Jo”, sagde jeg, “man kunne give togpendlerne et tilbud: lad dem rejse billigt – eller gratis – på den betingelse, at de med ren straffeattest og efter behørig vandelskontrol gennemgår et kursus hos deres lokale skytteforening. De får så udleveret et håndvåben, som de skal bære skjult – det man på udenlandsk kalder concealed carry permit. Det behøver ikke at være noget stort og tungt – en lille sag i cal. .22 LR er fuldt tilstrækkelig til at standse en jihadist, såfremt man har lært skyde. Og så risikerer man heller ikke, at kuglen går tværs igennem ham og rammer nogen bagved.”

Eftertænksomheden sænkede sig. Selv sheriffen havde antaget normal ansigtskulør og syntes endda at nikke umærkeligt. Men her brød svenske Annika ind med nok en servering og sagde, at nu måtte vi styre os. “Nok om al den urealistiske mandehørm”, sagde hun.” I ved jo godt, at det går deres koner aldrig med til og at det er kvinderne, der bestemmer alt. Lige som i mit hjemland, der af samme grund ikke eksisterer mere. Gå nu hjem og kys Jeres egen kone godnat og sig farvel til Jeres eget fædreland. Og sov sødt…”

Eventyr på togrejsen