»Kan det på nogen måde lade sig gøre at få de her mennesker sendt ud af landet, så skal man gøre det.«
Folketingspolitikere raser over Grimhøj-moskéens Yossef Loubani, der ikke vil kalde de dræbte Charlie Hebdo-tegnere for uskyldige civile, mens V og DF kræver en hårdere linje.
Både Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne fordømmer endnu en gang den omdiskuterede moské på Grimhøjvej i Aarhus.
Det sker, efter at et bestyrelsesmedlem i foreningen bag moskéen gav udtryk for sine kontroversielle holdninger i tirsdagens udgave af Jyllands-Posten, hvor en række danske, muslimske meningsdannere gav deres bud på, hvordan man skal komme videre efter forrige uges terrorangreb mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo.
Yossef Loubani blev bl.a. spurgt til, om der kan være situationer, hvor det er i orden at slå et andet menneske ihjel for noget, som vedkommende har tegnet, hvortil han svarede, at islam ikke går ind for at dræbe civile.
Men om de dræbte tegnere fra Charlie Hebdo var civile, ville han ikke svare på.
»Der ligger mere inde bag det her. Det, jeg kan fortælle, er, at islam går ikke ind for at dræbe uskyldige mennesker. Slut,« sagde han og tilføjede, da han igen blev spurgt, om de dræbte var uskyldige, civile mennesker:
»Det vil jeg ikke udtale mig om.«
Og det vækker forargelse på Christiansborg.
Foragt forværres
»Med udtalelserne bliver min foragt over for det her miljø kun større. Og det bliver bekræftet, hvorfor det er så vigtigt, at vi har et stort fokus rettet mod miljøet omkring Grimhøj-moskéen,« siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, og tilføjer, at Yossef Loubanis udtalelser ikke bidrager med noget godt, men kun giver mere brændsel til den løbende debat om Grimhøjmoskéen.
»De udtalelser, han kommer med, er ligesom andre udtalelser fra moskéen dybt bekymrende og viser, at vi ikke har at gøre med mennesker, der vil vores demokrati. Tværtimod,« siger Bramsen.
Ifølge Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, er Yossef Loubanis udtalelser en klar accept af det terrorangreb, der fandt sted i Paris for to uger siden, hvor 10 ansatte på Charlie Hebdo blev dræbt. Hun opfordrer derfor til, at regeringen skrider hårdere til værks.
»Jeg kan ikke forstå, at de bare får lov til at køre moskéen videre og prædike had, hvilket jeg bestemt ikke tror er blevet mildere efter den her terrorhandling. Jeg har hele tiden ment, at moskéen skal opløses, og de her mennesker stilles til ansvar for deres handlinger. De, der kan, skal udvises,« siger hun.
At lukke moskéen afviser Trine Bramsen dog med samme begrundelse, som justitsminister Mette Frederiksen (S) gav Folketinget i sidste uge, efter at samtlige partier undtagen Enhedslisten havde bedt hende om at undersøge mulighederne for at lukke Aarhus-moskéen.
»Der bliver nødt til at være et retsligt grundlag for at kunne lukke en moské, og det er der ikke endnu. Men i det øjeblik, der er et juridisk grundlag for, at man kan gå ind og opløse foreningen, så ser vi positivt på det,« siger Trine Bramsen.
Bekæmp holdningerne
Også Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, fordømmer Yossef Loubanis udtalelser på det kraftigste, men ifølge hende vil en eventuel lukning af moskéen på Grimhøjvej ikke være nok.
»Problemet er, at man godt kan lukke de fysiske rammer, men folk som Yossef Loubani og resten af ledelsen i Grimhøj vil stadig være i Danmark, og de holdninger, de har, vil stadig kunne trives, på trods af at de fysiske rammer er anderledes. Man får ikke noget ud af at bekrige mursten,« siger hun og understreger, at man i stedet skal tage kampen op mod deres holdninger. F.eks. ved at udvise dem.
»Kan det på nogen måde lade sig gøre at få de her mennesker sendt ud af landet, så skal man gøre det. For de hører ganske enkelt ikke til her med de holdninger.«
Jyllands-Posten 2015-01-20, Signe Haahr Lindegaard:
Grimhøj-udtalelser vækker forargelse på Christiansborg
torsdag 22 januari 2015
Taquia (rätten att ljuga för vantrogna) på Grimhøjvej
Upplagd av Knute kl. torsdag, januari 22, 2015
Etiketter: Ole G.