Moster Polly och komagarna

FREDERIK STJERNFELT har skrivit en intressant artikel i Weekendavisen, som fångade min uppmärksamhet eftersom komage är en av mina favoriträtter. Artikeln var införd den 24 augusti, ej online. Moster Polly syftar på tidningen Politiken. Här ett utdrag:

Hvad er den røde tråd i denne afvikling af kulturradikalt frisind? Det er nok et spørgsmål, der kræver en større idéhistorisk forskningsindsats - forbundet med venstrefløjens vandring fra universalisme til kulturalisme som den er.

Men en nylig artikel om noget helt andet kan måske give en lille brik til en forklaring. I bladets omfattende rejsejournalistik (»Turen går til«) kunne man læse en artikel under den spørgende overskrift »Værsgo. Er det her verdens ulækreste retter?«. Her havde man sendt en journalist til Chongqing, hovedstaden i den sydvestkinesiske Sichuan-provins. Sune Bencke indleder sin artikel som følger: »Små hvide fiskemaver.

Knaldrøde gåsenyrer. Grå og nuprede komaver.

Mælkehvide stykker af hals. Der bliver båret fade med mystisk udseende indhold ind i en lind strøm af to små, effektive servitricer på restaurant ' Chongqings Lille Svane' i Chongqing - en, for mange, ukendt gigantby i det sydvestlige Kina.« Man tror nu, man står over for en klassiker i rejsejournalistikken - den rejsende skribent er læserens mere erfarne stand-in i mødet med det fremmede og kan sætte læseren ind i, hvordan det er at opleve dit og erfare dat - en kosmopolitisk øvelse i at møde andre mennesker og deres skikke. Not so. Efter en omfattende beskrivelse af de forskellige detaljer og procedurer i retten »hot pot« - der nu også er på menuen andre steder i Kina - når journalisten frem til artiklens egentlige emne, overskriftens spørgsmål: Er det her ulækkert? Det er det. Svaret lyder: »Men jeg kan simpelthen ikke magte at spise fiskemave, gåsenyre eller komave. Jeg vil gerne. Også fordi det hænger uløseligt sammen med at opleve denne, nye del af Kina. Men det er simpelthen for fremmedartet og for udelikat. Så jeg dropper dem.« Mere uløselig var sammenhængen altså heller ikke. For det ser ikke bare ulækkert ud, men den kræsne skribent afstår simpelt hen i væmmelse fra at få sine fordomme testet og faktisk komme i kontakt med det fremmede. Det er han sikkert ikke den eneste rejsende der har gjort, stillet over for mystiske og uvante serveringer. Men det er nyt, at skribenten ikke bare gør sig til af sin egen kræsenhed og gør det til temaet for en artikel - men får redaktionens velsignelse til at publicere en artikel, der slet ikke handler om Kina, men om skribentens smag.

DET er smagen, der er blevet central. Allerede den gamle kulturradikalisme havde noget med smagen: man mente, at særlig smagfulde lamper og boligindretning ville føre til politisk frigørelse.

Men nu er det smag, tone, forargelse og væmmelse, hele vejen igennem. Politiken er simpelt hen blevet sippet. Det gamle øgenavn »Tante Berlinger« kan nu skifte bladhus. »Moster Polly« har efterhånden overtaget hele det småborgerlige snerperi - i alle dets varianter, sex, mad og religion. Sex mellem gamle og unge? Fydaføj! Tilogmed af forskellig race? Ækelt! Krænkelse af hellige mænd? Ahjr, det kan man da bare ikke! Kritik af religion? Jamen hvad vil naboen ikke tænke, sæt nu de er troende? Gåsenyre og komave! Nej, nu be'r jeg Dem, fru Heilbunth! Linjen i Politikens ændring er måske, at læserskaren har skiftet. Tredjegenerations kulturradikale har udviklet sig til snerpede moralister, der samles omkring superellipsebordene for at mæske sig i moralsk forargelse over de andre, de umoralske, de væmmelige, de smagløse - medens man nyder sin egen bedre smag. Det er sigende, at den gennemgående metafor netop er hentet fra det småborgerlige register for smag: »den gode tone«. Selv hårdtslående kritikere, der har skabt sig en karriere på at pisse på hvem som helst, kan nu gå i kloster og istemme hymnen til den gode tone. Hvordan den så præcist lyder behøver ikke analyseres nøjere - den afgrænses af, hvad Politiken-segmentet til enhver tid spontant synes er væmmeligt. Så der er ikke nødvendigvis nogen linje i forargelserne - bare de kan give varmen af at have mere af den rigtige smag end de andre.

For der er ikke tale om politisk analyse eller moralsk diskussion, der er - som altid, med sippede småborgere - tale om umiddelbare smagsdomme, der antages at kunne afgøre politiske og etiske spørgsmål. Den umiddelbare væmmelse træder i stedet for nysgerrighed, tænkning, kritik og analyse. Gåsenyre - føj, siger jeg, men bare jeg slipper fri, så lad da bare kineserne! Det kan så også være formlen for, at man ikke længere kan goutere religionskritik. Det er jo næppe, fordi Politiken og dens læsere pludselig går ind for håndsafhugning og tilbeder enkebrænding - det er også udelikat! - men smag og behag er jo forskellig, kineserne kan nu engang lide komaver og de troende er jo så optaget af deres tro. Smag skifter med kultur. Derfor udskiller de smagfulde to helt forskellige grupper af personer: de smagløse herhjemme, dvs. alle der ikke deler Politikens øjeblikkelige smagskodex og dens fy og føj. De er væmmelige og skal naturligvis have de hævede bryns og snerpede mundes fulde foragt. De er sikkert også nazister. Men så er der de smagløse derude, dem i andre kulturer - og det er altså noget helt andet med dem. Dem må vi ikke kritisere, for smag og behag er forskellig, og hvad vil folk ikke tænke, hvis vi sådan plaprer ud om, hvad vi mener? Der er jo ikke ytringspligt, som de siger på bladet - det må vi holde for os selv.

Det er jo ganske vist mærkværdige ting, de tror på derude - men bare vi ikke selv skal have tvunget slør ned over hovedet og gåsenyrer ned i vommen - ja, så lad dem da bare, de er jo ikke som os.

Den kosmopolitanisme, der lå i den gamle kulturradikalisme, bevidstheden om, at vi alle er mennesker i samme båd, viger derfor for en bedrevidende indadvendthed. Det er da også morsomt, at der er komaver og undertrykkelse derude, sådan vil de nu helst have det, tænk engang! Men det er nu deres smag. Og smag kan ikke diskuteres. Derfor retter den gode smag sig med ekstra væmmelse imod de kosmopolitter, der endnu mener, at vi alle er mennesker, der er fri til at analysere og kritisere hinanden. Føj, tænk at gøre grin med profeten! Komaver, bvadr! Udelikat!