Sverige har blivit ett helt annat land på bara fem-sex år

Trevligt och lugnt, rent och tryggt och kanske en smula tråkigt. Det är bilden av Sverige. Men så är det inte längre.

Truende (hotande) systemkollaps i Sverige

Af Ann-Sofie Dahl, svensk docent i international politik, bosat i København

"Danmark er ved at knække over", sagde en bekymret Pia Kjærsgaard (DF) i et interview sidste weekend.

Så burde hun tage en tur til Sverige. Det er et land, der virkelig er ved at falde sammen.

Men der er der ikke nogen, der som Kjærsgaard skyder skylden på EU. I Sverige er støtten til EU stadigvæk stærk til trods for de store problemer, som EU's, og især Sveriges, åbne grænser sidste år har ført til for den almindelige svensker.

At en svexit er meget mindre sandsynlig end en daxit, og den svenske skepsis mod EU meget mindre end den danske, hænger sammen med de forskellige grunde til det svenske og det danske medlemskab i EU. For os, der støttede den svenske valgkamp for et svensk medlemskab i EU i 1990'erne, var det en vej ud af de mange år med socialdemokratisk isolering og neutralitet. Tålmodigheden med bureaukraterne i Bruxelles er også meget større i Sverige end i Danmark.

Sveriges problemer er akutte

Alligevel kunne Pia Kjærsgaards udtalelse om det knækkende land nemt dreje sig om Sverige i disse dage. De kæmpe problemer, som Sverige knokler med, er blevet akutte henover sommeren.

Der er bilbrande i Malmø og Stockholm: helt op til 50 bilbrande på en enkelt dag i Malmø. Politiet aner ikke, hvem der står bag brandene, eller hvad der skal til for at stoppe dem. I dele af byen bliver ambulance- og brandfolk angrebet og tilmed mishandlet, hvis de dukker op. Så derhen kører de ikke mere.

Så man kan vel ikke undres over, at otte ud af ti svenske politimænd ifølge en rapport går med tanker om at finde et andet job. Deres øverste chef, rikspolischefen, vil, at politiet skal uddele armbånd med teksten "tafsa inte" (grams ikke, red.) til unge svenske kvinder, så de kan slippe for seksuel chikane på koncerter og festivaler.

På sygehusene er der også krise med stor mangel på læger og andet personale. Operationer bliver udskudt, og skadestuerne er fuldt proppede med syge mennesker, der venter i timevis på at blive undersøgt.

De svenske skoler starter i næste uge, men i flere byer er der hverken tilstrækkelig med skoler eller lærere til alle de nye elever. Bare i Malmø er der brug for 40 nye lærere.

I Socialtjänsten er der også mange ledige stillinger, da overarbejdende socialarbejdere i massevis forlader deres job til andre steder, hvor de ikke er nødt til både at arbejde i døgndrift og bliver truede på livet.

Og der er mange flere eksempler.

Det svenske samfund anno 2016 er fuldt af dramatik, af vold og konflikter på kryds og tværs i landet og af noget, der minder frygteligt meget om et kommende systemkollaps.

Det er svært at forstå, at det er det samme land, der altid har været koblet sammen med "ordning och reda", der jo også er navnet på en svensk forretning, der på meget klassisk svensk vis sælger praktiske ting til hjemmekontoret.

Pænt og stille, rent og trygt og måske en anelse kedeligt. Det er billedet af Sverige. Men sådan er det ikke mere.

Væk fra öppna hjärtan

Det er også svært at tro, at det er det samme land, der for kun fem-seks år siden med Fredrik Reinfeldt som statsminister var en international model af økonomisk fremgang; ikke mindst for Danmark, hvor finanskrisen ramte så meget hårdere.

Nu er det Sverige, der er hårdt ramt. Men det skete ikke bare, og det er ikke EU's fejl, som Pia Kjærsgaard vel mener om de danske problemer.

Der er flere årsager til krisen, men de er allesammen en konsekvens af politiske beslutninger, som når 163.000 migranter uhindret tillades at strømme ind i landet i efteråret. Det er det officielle tal. Det virkelige er meget højere, da mange slap ind uden at lade sig registrere. Langt de fleste af dem, der ankom inden november, vil få asyl og ret til familiesammenføring.

Der er ikke kun mangel på ressourcer, men også på visioner og bud på løsninger i svensk politik. Löfven-regeringen er historisk svag og passiv, og oppositionen er splittet på grund af migrantpolitiken. Splittelsen er mellem flygtningevennerne i især Centerpartiet og strammerne i Moderaterna, der har taget mange skridt i retning af en hårdere indvandringspolitik i det sidste år - væk fra Fredrik Reinfeldts "öppna hjärtan".

Men nu taler i hvert fald svenskerne endelig om problemerne. Så måske er der alligevel håb.