Feministerne skylder kristendommen en stor del af
deres frihed, rettigheder og værdighed.
af Lone Nørgaard
»Radikale feminister i dagens Vesten - hvoraf mange
afskyer kristendommen - lader ikke til at erkende at havde Jesus ikke dannet
præcedens, ville kvinder sandsynligvis ikke have haft mere frihed i Vesten end
islamiske kvinder har i Mellemøsten«.
Ovenstående citat stammer fra Alvin J.
Schmidts "The Great Divide" (2004).
Det er helt essentielt at forstå sammenhængen mellem
kristendom og sekularisering (at helligskrifter ikke anerkendes som eneste
autoritet) som en væsentlig forudsætning for den vestlige
civilisation.
Ikke mindst feminister burde flå floret fra øjnene,
eftersom de skylder kristendommen en stor del af deres frihed, rettigheder og
værdighed.
Men måske mangler de viden, og den vil jeg med gode
mænds hjælp gerne bidrage med i form af en række pointer hentet i bl. a. "The
Great Divide": Den gradvise udbredelse af kristendommen i Romerriget medførte en
stor forandring i kvinders status. Ikke bare i datiden, men med eftervirkninger
også i dag. Før, under og lige efter Kristus var græske, romerske, hebraiske og
assyriske kvinder underkastet deres mænd.
Men Jesus henvendte sig til og behandlede kvinder med
en respekt, der gik imod datidens sociale og religiøse skikke. Selv om hverken
Jesus eller hans apostle befordrede eller organiserede kvindebevægelser, fik
hans lære revolutionerende virkninger på kvinders liv. De tidlige kristne ikke
bare inkluderede kvinder i kirkelivet, men de gav kvinderne en hidtil ukendt
frihed og værdighed.
Den adfærd, Jesus udviste i sin relation
til kvinder, smittede af på familielivet. På sigt underminerede denne nye
familieetik den romerske lov patria potestas, altså den
fadermagt, som gav faderen hals-og håndsret over hustru og børn.
Kristendommen blev legaliseret i Romerriget i 313, og
i 374 annullerede kejser Valentinian I den gamle patrialov og tog dermed det
første skridt hen imod at anerkende et ægteskab som gyldigt uden faderens
samtykke. Konsekvenserne viste sig i færre barnebrude og
tvangsægteskaber.
Jesus støttede heller aldrig polygyne
ægteskaber (flerkoneri), men altid monogamiet, som udtrykker en respekt for
kvinder. I takt med at kristendommen spredte sig og fik overtaget, blev monogami
normen i de lande, hvor kirken fik en fremtrædende
plads.
Kristendommen tildækker ej heller sine kvinder
med et argument om, at "indpakningen" skal beskytte "gode" kvinder mod ustyrlige
mænds seksuelle tilnærmelser.
Dertil er troen på og opdragelsen til menneskets
indrestyring for markant.
Historisk er kristendommen da også
blevet forbundet med politisk frihed, fordi de, som styrer sig selv moralsk,
ikke behøver en stærk centralmagt for at opretholde en social orden. Bl. a.
filosoffen Kai Sørlander har påvist, hvordan kristendommen har spillet en
positiv og dynamisk rolle i Vestens politiske udvikling ved selv at foretage en
adskillelse mellem politik og religion: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og
Gud, hvad Guds er.« Centralt er også, at Luther brugte forkyndelsen i Det Nye
Testamente imod pavens optræden som politisk
magtudøver.
Det frihedsbegreb, kristne bekender sig
til, bygger på tanken om individuelt ansvar over for Gud. Det personlige ansvar
forbundet med skyld og (dårlig) samvittighed indoptager vi også som
kulturkristne - uden nødvendigvis at vide, hvorfra det kommer. Men ansvaret
udspringer altså af Det Nye Testamentes overleverede beretninger, f. eks. »Den
af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.« (Johannes,
kap. 8. v. 7)
Også vores lighedsbegreb er hentet
i bibelteksterne. Tanken om ligeværd mellem mennesker kan føres tilbage til
forestillingen om, at vi alle er skabt i Guds billede. Hvilket også forklarer,
hvorfor slaveriet blev afskaffet i den vestlige, kristne verden og ikke i den
islamiske. Den dag i dag holdes der slaver i bl. a.
Saudi-Arabien, Mauretanien og Sudan, for hvor slaveri krænker det kristne
budskab, er slaveri i overensstemmelse med islams
helligtekster.
Summa summarum: Det har i de seneste 15 år været mig
en gåde, hvordan feminister har kunnet forsvare det muslimske tørklæde og islam
som fredens religion, når kernen i islam er mænds kontrol af og undertrykkelse
af kvinder.
Jeg kan ikke andet end at opfordre de kvinder, der p.
t. bruger krudt på hjemlig ligestilling i form af ligeløn,
flere-kvinder-i-bestyrelser og tvungen-barsel-til-mænd til at tage vare på deres
våbenlagre og gemme noget af ammunitionen til den virkelige styrkeprøve: Kampen
for at bevare såvel en retsstat som et civilsamfund, der har ligestillet mænd og
kvinder.
Vestlig kultur befinder sig i en overlevelseskamp, og
den store nyhed er, at vores kultur ikke er naturgiven, og at andre mennesker
lægger afstand til den. Kampen handler altså om langt mere end at forsvare
ytringsfriheden. Det er forsvaret af selve den vestlige
civilisation, der står på programmet. Herunder af kristendommen og dens
værdier.
Lektor, cand. mag i dansk, engelsk, filosofi og køn & kultur. Arbejder som voksenunderviser, skribent og boganmelder på Jyllands-Posten. Forfatter til bøgerne "Sex, løgn og kvinder" (1993), "Børn, løgn og kvinder" (2001) og "Aktiv selvhjælp - et forsvar for aktiv dødshjælp" (2002). Redaktør (med Tabita Wulff) og bidragyder til Storm over Europa. Islam - fred eller trussel? (2006).
www.lone-noergaard.dk
