Dansk Folkeparti störst i Danmark

 

Snaphanen

Derfor kristendom, feminister

Jyllands-Posten | 23.11.2014 | Side 34 | 960 ord | Artikel-id: e4afc825 |

 

Feministerne skylder kristendommen en stor del af deres frihed, rettigheder og værdighed.

af Lone Nørgaard

»Radikale feminister i dagens Vesten - hvoraf mange afskyer kristendommen - lader ikke til at erkende at havde Jesus ikke dannet præcedens, ville kvinder sandsynligvis ikke have haft mere frihed i Vesten end islamiske kvinder har i Mellemøsten«. 

Ovenstående citat stammer fra Alvin J. Schmidts "The Great Divide" (2004).

Det er helt essentielt at forstå sammenhængen mellem kristendom og sekularisering (at helligskrifter ikke anerkendes som eneste autoritet) som en væsentlig forudsætning for den vestlige civilisation.

Ikke mindst feminister burde flå floret fra øjnene, eftersom de skylder kristendommen en stor del af deres frihed, rettigheder og værdighed.

Men måske mangler de viden, og den vil jeg med gode mænds hjælp gerne bidrage med i form af en række pointer hentet i bl. a. "The Great Divide": Den gradvise udbredelse af kristendommen i Romerriget medførte en stor forandring i kvinders status. Ikke bare i datiden, men med eftervirkninger også i dag. Før, under og lige efter Kristus var græske, romerske, hebraiske og assyriske kvinder underkastet deres mænd.

Men Jesus henvendte sig til og behandlede kvinder med en respekt, der gik imod datidens sociale og religiøse skikke. Selv om hverken Jesus eller hans apostle befordrede eller organiserede kvindebevægelser, fik hans lære revolutionerende virkninger på kvinders liv. De tidlige kristne ikke bare inkluderede kvinder i kirkelivet, men de gav kvinderne en hidtil ukendt frihed og værdighed.

   

Den adfærd, Jesus udviste i sin relation til kvinder, smittede af på familielivet. På sigt underminerede denne nye familieetik den romerske lov patria potestas, altså den fadermagt, som gav faderen hals-og håndsret over hustru og børn. Kristendommen blev legaliseret i Romerriget i 313, og i 374 annullerede kejser Valentinian I den gamle patrialov og tog dermed det første skridt hen imod at anerkende et ægteskab som gyldigt uden faderens samtykke. Konsekvenserne viste sig i færre barnebrude og tvangsægteskaber.

  

Jesus støttede heller aldrig polygyne ægteskaber (flerkoneri), men altid monogamiet, som udtrykker en respekt for kvinder. I takt med at kristendommen spredte sig og fik overtaget, blev monogami normen i de lande, hvor kirken fik en fremtrædende plads.

  

Kristendommen tildækker ej heller sine kvinder med et argument om, at "indpakningen" skal beskytte "gode" kvinder mod ustyrlige mænds seksuelle tilnærmelser.

Dertil er troen på og opdragelsen til menneskets indrestyring for markant.

   

Historisk er kristendommen da også blevet forbundet med politisk frihed, fordi de, som styrer sig selv moralsk, ikke behøver en stærk centralmagt for at opretholde en social orden. Bl. a. filosoffen Kai Sørlander har påvist, hvordan kristendommen har spillet en positiv og dynamisk rolle i Vestens politiske udvikling ved selv at foretage en adskillelse mellem politik og religion: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.« Centralt er også, at Luther brugte forkyndelsen i Det Nye Testamente imod pavens optræden som politisk magtudøver.

   

Det frihedsbegreb, kristne bekender sig til, bygger på tanken om individuelt ansvar over for Gud. Det personlige ansvar forbundet med skyld og (dårlig) samvittighed indoptager vi også som kulturkristne - uden nødvendigvis at vide, hvorfra det kommer. Men ansvaret udspringer altså af Det Nye Testamentes overleverede beretninger, f. eks. »Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.« (Johannes, kap. 8. v. 7)

   

Også vores lighedsbegreb er hentet i bibelteksterne. Tanken om ligeværd mellem mennesker kan føres tilbage til forestillingen om, at vi alle er skabt i Guds billede. Hvilket også forklarer, hvorfor slaveriet blev afskaffet i den vestlige, kristne verden og ikke i den islamiske. Den dag i dag holdes der slaver i bl. a. Saudi-Arabien, Mauretanien og Sudan, for hvor slaveri krænker det kristne budskab, er slaveri i overensstemmelse med islams helligtekster.

Summa summarum: Det har i de seneste 15 år været mig en gåde, hvordan feminister har kunnet forsvare det muslimske tørklæde og islam som fredens religion, når kernen i islam er mænds kontrol af og undertrykkelse af kvinder.

Jeg kan ikke andet end at opfordre de kvinder, der p. t. bruger krudt på hjemlig ligestilling i form af ligeløn, flere-kvinder-i-bestyrelser og tvungen-barsel-til-mænd til at tage vare på deres våbenlagre og gemme noget af ammunitionen til den virkelige styrkeprøve: Kampen for at bevare såvel en retsstat som et civilsamfund, der har ligestillet mænd og kvinder.

Vestlig kultur befinder sig i en overlevelseskamp, og den store nyhed er, at vores kultur ikke er naturgiven, og at andre mennesker lægger afstand til den. Kampen handler altså om langt mere end at forsvare ytringsfriheden. Det er forsvaret af selve den vestlige civilisation, der står på programmet. Herunder af kristendommen og dens værdier.

Lektor, cand. mag i dansk, engelsk, filosofi og køn & kultur. Arbejder som voksenunderviser, skribent og boganmelder på Jyllands-Posten. Forfatter til bøgerne "Sex, løgn og kvinder" (1993), "Børn, løgn og kvinder" (2001) og "Aktiv selvhjælp - et forsvar for aktiv dødshjælp" (2002). Redaktør (med Tabita Wulff) og bidragyder til Storm over Europa. Islam - fred eller trussel? (2006).  

www.lone-noergaard.dk

En "dansk" terrorist förklädd till postbud...

... försökte mörda den islamkritiske journalisten Lars Hedegaard. Så småningom lyckades den danska polisen spåra attentatsmannen till Turkiet.

När turkarna sedan skickade honom till den Islamiska Staten i stället för tillbaka till Danmark, gjorde Danmarks utrikesminister Martin Lidegaard det häpnadsväckande uttalandet att en bra relation med Turkiet är viktigare än Lars Hedegaard.

"Det groteska med ministerns uttalande är att han motiverar sitt knäfall för Turkiet med att bekämpa foreign fighters och danska jihadkrigare utan att vara medveten om att detta är precis vad Lars Hedegaard-fallet handlar om," skriver Robert Ellis.

"En 'homegrown' terrorist försökte mörda en islamkritisk journalist och det är bara tack vare Lars Hedegaards reaktionsförmåga som han överlevde. Annars skulle Danmark ha upplevt det som Holland upplevde vid mordet på Theo van Gogh för tio år sedan. Och vad skulle Lidegaard ha gjort åt det?

Vår tids politiskt inkorrekta islamkritiker kan mycket väl jämföras med krigsårens motståndsrörelse, och den samarbetspolitik som Martin Lidegaard lägger upp till, skulle ha gjort Erik Scavenius stolt."

Även Sverige har en mesig utrikesminister. "Sverige ska bedriva en feministisk utrikespolitik, i ett skärpt världsläge," säger Margot Wallström till Putin och möts av ett rått skratt.

Men den som i verkligheten bestämmer är bostadsministern, en rättrogen muhammedan som knappast är någon feminist. Nästa månad ska han besöka Turkiet och studera hur man skövlar grönområden och anlägger presidentpalats. Han kommer också få tips om hur man skickar medhjälpare till halshuggarsekten Islamiska Staten. Samt få beröm för att Sverige erkänt Palestina.

Att det är Mehmet "Ship to Gaza" Kaplan som dikterar Sveriges utrikespolitik framgår av följande uttalande: "De ockuperade territorierna kommer, om Allah vill, att befrias, och östra Jerusalem kommer att bli Palestinas huvudstad. Vi kommer att hjälpa till med detta som regering."

Islamistisk bostadsminister? Ja, det gäller att skaffa tak över huvudet till de 600.000 som väntas de närmaste tre åren, de flesta muslimer.




Sweden – Ship of fools