Islam: ett ögonblick av ouppmärksamhet

Islam: Et øjebliks uopmærksomhed

Den første europæiske generation, der ikke så islam som en trussel, skal blive den sidste. I dag har alle europæiske lande de samme konflikter med indvandrere, ligegyldigt hvilken politik de har ført. Amerikansk kommentator har rejst gennem et kontinent i krise.

Af KLAUS WIVEL

VESTEUROPA blev et multietnisk samfund i et øjebliks uopmærksomhed , skriver Christopher Caldwell i sin nye bog om de sidste 50 års dystre europæiske erfaringer med indvandring. Som efter en vild sommernat har nogle få års tankeløs europæisk politik ændret kontinentet for stedse. Han kalder det en revolution, der vil få store følger. De europæiske lande har aldrig været indvandringslande og var det ikke indtil for en generation siden. Og nu står de med især en stærk kultur i deres lande, som tilsyneladende ikke har i sinde at lade sig europæisere. Gæt selv hvilken.

For mange læsere vil Caldwells kølige betragtninger udgøre en hård, apokalyptisk omgang, men USA har flere hundrede års erfaringer med de eruptioner i den indfødte befolkning, som indvandring forårsager, og amerikanerne ved, at kulturer forgår. De erobrede selv deres land fra en gammel kultur.

Så der er grund til at lytte til den konservative skribent. Caldwell er uddannet litterat, han mestrer øjensynligt de europæiske hovedsprog, han skriver klummer for Financial Times, The New York Times Magazine og er seniorredaktør på det neokonservative flagskib Weekly Standard - og han har gennemrejst kontinentet for at skrive denne bog. Han skriver, at den første europæiske generation, der ikke så islam som en trussel, også skal blive den sidste.


Demografisk anoreksi

Han ser på Europa som et hele, og det er identisk, hvad der sker i alle landene, ligegyldigt hvilken politik der er ført, ligegyldigt om det er tidligere kolonilande. Her er den samme modstand fra én bestemt og hastigt voksende religiøs gruppe mod at lade sig integrere, den samme politiske forvildelse over, hvad man skal stille op, og den samme akademiske dobbeltsnak om, hvordan man skal diskutere det her problem. Og om man overhovedet må.

Caldwell observerer, hvordan europæerne ikke længere gider tage deres gamle religion alvorligt mere - han forsømmer ikke at nævne som tegn på forfaldet den Taarbæk-præst, der praler af, at han ikke tror på Gud.

Børn orker europæerne heller ikke få. Konsekvensen af vores demografiske anoreksi er flere muslimer og færre ikke-muslimer - i nogle europæiske storbyer vil indvandrere være i flertal om ganske få år. Skønt det er ved at udligne sig i Danmark, værdsætter muslimerne i resten af Europa at sætte børn i verden i næsten dobbelt så stort omfang som de magelige og blaserte europæere. Der er 20 millioner muslimer i Europa i dag. 5 millioner i Frankrig, 4 millioner i Tyskland og 2 millioner i Storbritannien. US National Intelligence Council forventer, at antallet af muslimer vil være fordoblet i Europa i 2025.
Stigningen ville selvfølgelig være ligegyldig, hvis blot den muslimske befolkning lod sig betage af det, som Caldwell syrligt omtaler som europæernes seksuelle løsagtighed, piercede navler og imponerende skilsmisserater, men betagelsen ser vi ikke noget sted i Europa.

I konkurrence mellem islam, der håndhæver respekt, dydighed og et sammenfattende verdensbillede, har en depraveret nedgangskultur som den europæiske naturligvis ikke den store appel. Derfor ser man overalt, at de europæiske førstegenerations indvandreres langt mere veluddannede børn i endnu højere grad søger mod islam end mod Vesten. Der sker tilsyneladende det omvendte af assimilation - en bevidst adskillelse. En stor del af de nye indvandrere har bosat sig i Europa for at få et bedre liv, men ikke et europæisk liv.

Og for nænsomt at afhjælpe overdragelsen af Europa har europæerne selv ansporet de nye tilflyttere til at adskille sig. Samtidig med at politikere og akademikere i samtlige vesteuropæiske lande har nedgjort de europæiske landes nationalisme som udtryk for racisme, chauvinisme og militarisme, har de opmuntret indvandrerne i at dyrke deres egen nationalisme. Den slags har måske været udtryk for en slags civiliseret høflighed, men for indvandrerne kan det kun tolkes som europæisk selvforagt. Fra megafoner venligst udlånt af nyttige europæiske idioter kan kurdere og palæstinensere uhindret skrige deres natio-nale aspirationer ud fra storbyernes tage, mens islamister fra moskeer og i aviser mes-ser upåtalt løs om det muslimske storriges lyksagligheder.

Nu er regningen kommet. Generationen, der er født efter 1960, skal betale for deres forældres ædle principper, skriver Caldwell. Det krævede 50 års masseindvandring, før Europa igen blev bange for sine minoriteter.

Værst ser det ud for Storbritannien, profeterer den amerikanske kommentator. Her vil vold og politisk ekstremisme dominere gadebilledet. Af alle europæiske lande vil adskillelsen mellem indvandrere og indfødte i Sverige være den, der er vanskeligst at tilbagerulle. Spanien har størst chance for at bryde sammen under tyngden af flygtninge.

Lidt opmuntring er der at spore: Tysklands tyrkere vil integrere sig, men det vil gå langsomt. Caldwell spår, at Frankrig vil få store sociale problemer, men at den republikanske tradition vil redde landet igennem. Det er det eneste land, hvor en slags amerikansk drøm kan lade sig gøre, skriver han.


Intet valg

Hvis indvandring havde været et valg, ville nogle lande have fravalgt det, skriver han. De europæiske befolkninger vil nemlig ikke have indvandring, og det har de aldrig villet. Og de har altid været i flertal og er det stadig. Kun 19 procent europæere mener i dag, at immigrationen har været godt for deres samfund. 57 procent mener, at der er for mange. I Frankrig er tallet 73, i Storbritannien 69.

Europæerne har gennem årene lagt øre til den ene elendige undskyldning efter den anden for, hvorfor vi skulle åbne grænserne - alle undskyldninger er ankommet forklædt som storslåede behov, skriver Caldwell. Stort set hele det politiske spektrum, fra socialister til kapitalister, har i den store folkelige opdragelses navn sunget i kor:

Af erhvervsledere fik europæerne at vide, at det ville være godt for industrien, dengang gæstearbejderne begyndte at ankomme i 1950erne. Tyskerne inviterede i 1955 især tyrkiske gæstearbejdere til landet for at arbejde i storindustrien. Gastarbeitern hed de som bekendt, de mænd, der boede i barakker og arbejdede i minerne og stålvalseværkerne, til de var segnefærdige.

Det var altid en uerklæret aftale, som tyskerne tog for givet, at de ville rejse tilbage til Tyrkiet igen. Det gjorde tre fjerdedel af de 18.5 millioner af gæstearbejdere, der kom til Tyskland mellem 1960 og 1973, også. Men tyske virksomheder pressede regeringen til at forlænge kontrakten på de sidste og tillade, at deres familier komme hertil. Det skulle vise sig at blive for stedse.

Også i Danmark begyndte gæstearbejdere fra Jugoslavien, Tyrkiet, Marokko og Pakistan at ankomme - selv om regeringen officielt lukkede for indvandring i 1973.

De europæiske befolkninger ville ikke have accepteret det, hvis de havde vidst, hvad det har ført til, mener Caldwell. Men indvandringen fik sit eget liv, og den hjemve, som mange af de første indvandrere følte, blev mindre udtalt, fordi netværket var etableret. Allerede i midten af 60erne behøvede en tyrker eller en marokkaner ikke at efterlade hele sin kultur og identitet derhjemme: Maden, sproget og religionens institutioner var der allerede - grundlagt af de gæstearbejdere, der kom før. Med fremkomsten af satellit-tv kunne de leve som derhjemme, blot meget bedre og uden at behøve at gøre mere for at blive en del af deres værtslands kultur end højst nødvendig. Adskillige holdt også op med at arbejde.

Arbejdsgivere mente ellers, at indvandrere ville styrke økonomien, og at de ville tage det arbejde, de indfødte europæere var blevet for velbehagelige til. Men de europæiske regeringer havde overvurderet, hvor meget arbejdskraft der var brug for. Den eneste effekt, gæstearbejdernes ankomst havde, var, at den døende storindustri fik lov at leve nogle få år længere. I dag er arbejdsløsheden blandt indvandrere kolossal. Caldwell skriver, at antallet af indvandrere i Tyskland steg fra 3 millioner til 7 en halv million mellem 1971 og 2000. Men indvandrere, der var i arbejde, forblev 2 millioner i den periode. Europa løste midlertidige økonomiske problemer gennem en permanent og bekostelig demografisk forandring.

Da europæerne ikke købte industri-direktørernes undskyldninger, overtog socialdemokraterne bortforklaringernes mikrofon: Det handler om velfærdstatens overlevelse, forklarede de. Fødselstallet i de europæiske lande falder og falder, befolkningen bliver ældre og ældre, og der mangler mere og mere arbejdskraft. Vi må importere indvandrere især fra de muslimske lande mod syd og glemme, at de historisk set har været Europas fjender. For en minimal økonomisk velfærdsgevinst i et meget lille tidsrum genindførte Europa de trusler, det havde taget århundreders tålmodighed og vold at komme over, skriver Caldwell.
»Ingen med indsigt vil hævde, at indvandring redder velfærdsstaten,« fortsætter Caldwell. Både Danmark og Holland har for eksempel begge indført en stram indvandringspolitik, og de to lande klarer sig ikke økonomiske dårligere end alle andre: Milliarder af kroner spares på bistand og på institutioner til sprogundervisning, sundhed, uddannelse, børnepasning, kriminalitet og vedligeholdelse af de nedrivningsmodne boligkomplekser, mange af indvandrerne er blevet placeret i.

Da de økonomiske argumenter ikke slog til, tog de moralske over. Vi har pligt til at tage os af de forfulgte og fattige, lød det nu. Faktisk var det ikke noget, befolkningen skulle have lov til at bestemme over.

Det var den europæiske nationalist, der var den store trussel mod Europa, formanede moralisterne. Læren fra Anden Verdenskrig var, at han skulle holdes nede og hans meninger kriminaliseres. I løbet af nogle få årtier bliver han kontinentets mest forhadte mand.

Om Danmark, som Caldwell også har besøgt, skriver han, at der sker et skift i 90erne med holdningen til indvandrere. Danskerne tog vel imod dem op gennem 70erne, men de blev så længe, at de mistede deres status som gæster. Dermed forsvandt også gæstfriheden. I dag er mange fuldgyldige medlemmer af samfundet - lige så mange er ikke.

Skuffelsen førte den nuværende regering og ikke mindst Dansk Folkeparti til magten i 2001. Ingen europæisk regering er gået så langt i forsøget på at lukke grænserne som den danske, skønt den folkelige modstand i samtlige andre lande er lige så massiv som herhjemme. Forskellen er, at vi i Danmark tillod befolkningen at bestemme, hvor mange der skulle lukkes ind. Det har været et demokratisk opgør.


Geografiens tilfældigheder

Amerikanere blærer sig ofte med, at de med deres overlegne tolerance er meget bedre til at indoptage indvandrere. De ser på europæernes fortvivlelse med let overbærenhed. Men selvglæden sker på en lidt billig baggrund, skriver Caldwell. USA har i de seneste par årtier importeret latinamerikanere, som med deres katolicisme ved, hvordan det indre af en kirke ser ud, og derfor er lettere at integrere. »Europas fiasko og USAs succes kan skyldes geografiens tilfældigheder,« forklarer han.

Den amerikanske succes skyldes også, at landet ikke skammer sig over at kræve af de nye borgere, at de bliver amerikanske patrioter og syr de styrende principper ind i deres eget dna. Nationalisme er intet skældsord i USA. Men i Europa anser man det for at være upassende at kaste værdier efter de nye indvandrere, som man ikke engang selv tror på længere, skriver Caldwell.

Den amerikanske succes skyldes også en brutal ligegyldighed over for indvandrere, som staten helt og holdent overlader til sig selv. Den politik finder de fleste europæere smagløs. Desuden har amerikanerne de seneste par årtier indført en justits så hård og drakonisk, at en fjerdedel af hele verdens fanger sidder i amerikanske fængsler. »Der er ingen fornemmelse blandt amerikanere af, at nye indvandrere står for hovedparten af forbrydelserne, som der er i Europa,« skriver han. Straffene virker.
Men mest af alt handler det om antal. USA har 2 millioner muslimer spredt ud over hele landet. Skulle der være lige så høj andel af muslimer som i Frankrig, talte de 40 millioner. Så var situationen nok en anden, mener Caldwell.


Europa ligner USA

Skal man købe amerikanerens argumenter, kræver det, at man accepterer, at muslimer skulle være den eneste af alverdens kulturer, som ikke kan integreres. Men amerikanere har også haft store vanskeligheder i mødet med andre kulturer. Kinesere, japanere, italienere, irere (Caldwell fortæller om, hvordan de katolske irere forandrede Boston til det værre i midten af 1800-tallet) og ikke mindst den sorte befolkning har været et problem, som amerikanerne på eller anden måde har lært at leve med. Mon ikke også europæerne kan gøre det samme med deres store minoritet?

Når europæere pludselig føler, at deres kultur er i fare, skyldes det måske snarere, at vi er kommet til at ligne USA. Sandt er det i hvert tilfælde, at europæerne i dag har fået en underklasse af muslimer, som i mange år fremover vil give os sociale konflikter og gøre byerne farligere - præcis som vi har set det med den sorte befolkning i USA. I dag kan vi ikke længere håne amerikanerne for den høje kriminalitetsrate i deres byer - vi har fået den selv. Sandt er det også, at vi pludselig må opleve, at vores frihedsrettigheder er kommet under pres. Det kender amerikanerne alt til. I USA er der mere og mere, der ikke må siges, hvis man ønsker at bevare sin stilling. Også det skyldes multikulturalismen.

Europæere plejede ellers at nære en sund mistro til klerikal fanatisme og var ikke bange for en skånselsløs latterliggørelse af grupper, der truer med vold, puster sig op og kvaser deres egne dissidenter. Derimod er det nyt og ueuropæisk, at så mange forkaster denne fine tradition og pludselig anser satire af religiøse ekstremister for at være et udtryk for racisme. Det hedder politisk korrekthed og er en amerikansk opfindelse.

I alt for lang tid veg politikere og akademikere tilbage for det islamiske moralpoliti, som med hård hånd slår ned på de muslimer, der gerne vil assimilere sig og blive gode europæiske borgere. Den vigtigste indsigt at tage med fra Caldwells bog er, at det netop er den muslimske minoritet, vi skal gøre mest for at beskytte. Det går ikke alt for godt.

Det er også noget nyt, at europæere lader nogle mennesker udspy de mest horrible ting, blot fordi de dækker sig bag en trosretning. Og at europæiske intellektuelle ligefrem kalder det »tolerance« at vise eftergivenhed. Caldwell har ret, når han ser frygten i øjnene på dem, der smykker deres principløshed med ophøjede begreber.


Christopher Caldwell: Reflections on the Revolution in Europe - Immigration, Islam, and the West. 363 sider. 169 kroner i Atheneum. Allen Lane.

Billedtekst: Plakater på en væg i Istanbul. Integrationen af tyrkere i Tyskland er en af de få succeer, Christopher Caldwell kan få øje på.

Weekendavisens Klaus Wivel-artikel “Et øjebliks uopmærksomhed” på side 2, 20.05.2009