Morten Messerschmidts nytårstale

   

Tiden mellem jul og nytår er en mulighed for refleksion og eftertanke. En ny begyndelse. Med nye udfordringer. Alvorlige udfordringer.

Jeg ved godt, at det for tiden er ca. 15 procent af den danske befolkning, som vil stemme på Dansk Folkeparti. Men det, jeg vil sige i dag, er ikke en opfordring til at stemme ved næste folketingsvalg. Der er andet her til lands end politik. Noget, der er større og som binder os sammen som danskere: Vort Folkestyre.

Respekten for vores grundlov, som jeg har her foran mig. Vort lands selvstændighed og vores frihed – både som folk og som individ. Alt det er hævet over det politiske og burde favne os som et folk. Når jeg nævner dette i dag, er det, fordi vores grundlæggende værdier er truet. Vi undergår det, jeg vil kalde ”et civiliseret statskup”. Ikke et angreb, som vi før i historien har set det med vold og magt. Men et statskup begået med traktater – og endda med pennen ført af vore egne folkevalgte.

Da jeg for tre år siden drog til Bruxelles, var jeg skeptisk. I dag er min skepsis erstattet af en dybfølt bekymring. De fleste danskere ønsker, at vi i Europa skal forsøge at håndtere fælles udfordringer. Det ønske deler jeg. Men det, der er i øjeblikket foregår i Bruxelles, er meget mere.

Det er en konsekvent bestræbelse på at tømme vore lande for demokratisk magt. Ikke siden Romerriget har så megen magt været placeret på så få hænder, som det i dag er i Bruxelles. Europas befolkninger er koblet af.

Og det bør bekymre. Euro-politikken har bragt Sydeuropas økonomi i ruiner. Vi ser optøjer, der minder om borgerkrige. Elendighed, fattigdom og arbejdsløshed spreder sig. Med den følger splittelse, håbløshed og desperation. Og desperate mennesker gør desperate ting.

I Bruxelles tror man, at fejltagelserne kan rettes med flere penge og mere magt til EU. Senest har vi set kravet om en bankunion, hvor vore danske banker skal betale for sydeuropæiske krak og hvor Den Europæiske Centralbank, der har taget fejl på fejl i håndteringen af eurokrisen, skal bestemme, om danske banker skal lukkes. Naturligvis har det danske banktilsyn ikke været perfekt. Men hvem siger, at EU's bliver bedre? Der er dyb splittelse i eurozonen om, hvilken politik der skal føres. Vort naboland – Sverige – har valgt at stå udenfor. Storbritannien ligeså. Hvorfor skal Danmark hastes med på dette tog?

Men bankunionen er kun første skridt. Alle ved, at den vil være værdiløs uden en finansunion. Fælles styring af finanspolitikken – pensionsforhold, uddannelser, skatter og meget mere. Lande, der ikke retter ind, skal idømmes bøder. Og bøderne skal udstedes af folk, der hverken er valgt eller kan stilles til regnskab. Det er opskriften på en katastrofe. Jeg frygter for Europas fremtid.

Danske politikere påstår, at EU blot vil være et praktisk samarbejde. Men de lyver. Barroso og Rumpoy har klart sagt, at målet er en føderation. Og vor egen statsminister erklærede for nyligt, at Danmark er det 18. euroland. Kan man forestille sig nogen større foragt fra en statsminister end afvisningen af, at danskerne har takket nej til den fælles valuta?

Regeringens generalieblad er en lang liste over svigtede løfter. Hvorfor skulle vi så kunne stole på Helle Thorning Schmidts ministerhold i eu-spørgsmål? Hvordan kan vi stole på en regering, hvis fair løsning forsvandt som dug for solen? Hvor kan vi stole på en regering, som lovede vækst i 2013, men nu leverer det modsatte?

I alle økonomiske spørgsmål har regeringen fejlet. Og nu vil den lokke os med i en EU-bankunion. Jeg ville ikke lægge et eneste lod i skålen hos Thorning, Vestager og Corydon…

Én ting er dog løgnen og foragten. Noget andet er, at vi som danskere ikke længere har indflydelse på, hvem der bestemmer i Danmark. EU-partierne på Christiansborg vil i løbet af 2013 meddele, at den nye bankunion ikke overfører ny suverænitet til EU. De vil støtte sig på Justitsministeriets jurister, som altid er klar til at tolke grundloven i EU's favør. Men lad mig minde om, at Højesteret i flere omgang har dømt de selvsamme jurister for at tage fejl. Så hvorfor ikke spørge danskerne?

Danmark har tiltrådt en eu-traktat, Lissabontraktaten. Dens formuleringer er brede, så de kan fortolkes i alle retninger. Og virkeligheden er, at ingen af Justitsministeriets jurister eller Christiansborgs politikere har den fjerneste ide om, hvor meget magt der er overdraget. Og det behøver de heller ikke. For traktaten har overladt det spørgsmål til EU-domstolen. Vi har altså overdraget EU retten til selv at afgøre, hvor grænserne for EU's magt er.

Det er det, der får mig til at bruge udtrykket ”et civiliseret statskup”. Det er på tide, at vi siger fra. Ikke bare som medlemmer af Dansk Folkeparti, Enhedslisten eller et andet parti, der kan se problemerne med EU. Men som borgere i et demokrati. Vi insisterer på at blive spurgt til råds, inden vore politiske institutioner bliver pantsat til fremmede landes politikere, embedsfolk og dommere.

Vi kan være uenige om meget. Om velfærdspolitikken. Udlændingepolitikken. Retspolitikken og vores udenrigspolitik. Men hvordan skulle denne uenighed give mening, hvis vi ikke er fælles om vort demokrati og vor grundlov? Hvordan skulle uenigheden kunne bære frugt udi debat og fælles løsninger, hvis vi ikke selv må bestemme?

Dette grundlæggende spørgsmål håber jeg, at du vil bruge bare lidt af din tid i det kommende år til at tænke over. Hvilket Europa ønsker vi at leve i? Og hvilket demokrati ønsker vi at give videre til næste generation? De spørgsmål kræver svar. Og omtanke.

Jeg ønsker alle et godt nytår.