måndag 24 november 2014

Derfor kristendom, feminister

 
Feministerne skylder kristendommen en stor del af deres frihed, rettigheder og værdighed.

af Lone Nørgaard

»Radikale feminister i dagens Vesten - hvoraf mange afskyer kristendommen - lader ikke til at erkende at havde Jesus ikke dannet præcedens, ville kvinder sandsynligvis ikke have haft mere frihed i Vesten end islamiske kvinder har i Mellemøsten«. 

Ovenstående citat stammer fra Alvin J. Schmidts "The Great Divide" (2004).

Det er helt essentielt at forstå sammenhængen mellem kristendom og sekularisering (at helligskrifter ikke anerkendes som eneste autoritet) som en væsentlig forudsætning for den vestlige civilisation.

Ikke mindst feminister burde flå floret fra øjnene, eftersom de skylder kristendommen en stor del af deres frihed, rettigheder og værdighed.

Men måske mangler de viden, og den vil jeg med gode mænds hjælp gerne bidrage med i form af en række pointer hentet i bl. a. "The Great Divide": Den gradvise udbredelse af kristendommen i Romerriget medførte en stor forandring i kvinders status. Ikke bare i datiden, men med eftervirkninger også i dag. Før, under og lige efter Kristus var græske, romerske, hebraiske og assyriske kvinder underkastet deres mænd.

Men Jesus henvendte sig til og behandlede kvinder med en respekt, der gik imod datidens sociale og religiøse skikke. Selv om hverken Jesus eller hans apostle befordrede eller organiserede kvindebevægelser, fik hans lære revolutionerende virkninger på kvinders liv. De tidlige kristne ikke bare inkluderede kvinder i kirkelivet, men de gav kvinderne en hidtil ukendt frihed og værdighed.
   
Den adfærd, Jesus udviste i sin relation til kvinder, smittede af på familielivet. På sigt underminerede denne nye familieetik den romerske lov patria potestas, altså den fadermagt, som gav faderen hals-og håndsret over hustru og børn. Kristendommen blev legaliseret i Romerriget i 313, og i 374 annullerede kejser Valentinian I den gamle patrialov og tog dermed det første skridt hen imod at anerkende et ægteskab som gyldigt uden faderens samtykke. Konsekvenserne viste sig i færre barnebrude og tvangsægteskaber.
  
Jesus støttede heller aldrig polygyne ægteskaber (flerkoneri), men altid monogamiet, som udtrykker en respekt for kvinder. I takt med at kristendommen spredte sig og fik overtaget, blev monogami normen i de lande, hvor kirken fik en fremtrædende plads.
  
Kristendommen tildækker ej heller sine kvinder med et argument om, at "indpakningen" skal beskytte "gode" kvinder mod ustyrlige mænds seksuelle tilnærmelser.
Dertil er troen på og opdragelsen til menneskets indrestyring for markant.
   
Historisk er kristendommen da også blevet forbundet med politisk frihed, fordi de, som styrer sig selv moralsk, ikke behøver en stærk centralmagt for at opretholde en social orden. Bl. a. filosoffen Kai Sørlander har påvist, hvordan kristendommen har spillet en positiv og dynamisk rolle i Vestens politiske udvikling ved selv at foretage en adskillelse mellem politik og religion: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.« Centralt er også, at Luther brugte forkyndelsen i Det Nye Testamente imod pavens optræden som politisk magtudøver.
   
Det frihedsbegreb, kristne bekender sig til, bygger på tanken om individuelt ansvar over for Gud. Det personlige ansvar forbundet med skyld og (dårlig) samvittighed indoptager vi også som kulturkristne - uden nødvendigvis at vide, hvorfra det kommer. Men ansvaret udspringer altså af Det Nye Testamentes overleverede beretninger, f. eks. »Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.« (Johannes, kap. 8. v. 7)
   
Også vores lighedsbegreb er hentet i bibelteksterne. Tanken om ligeværd mellem mennesker kan føres tilbage til forestillingen om, at vi alle er skabt i Guds billede. Hvilket også forklarer, hvorfor slaveriet blev afskaffet i den vestlige, kristne verden og ikke i den islamiske. Den dag i dag holdes der slaver i bl. a. Saudi-Arabien, Mauretanien og Sudan, for hvor slaveri krænker det kristne budskab, er slaveri i overensstemmelse med islams helligtekster.

Summa summarum: Det har i de seneste 15 år været mig en gåde, hvordan feminister har kunnet forsvare det muslimske tørklæde og islam som fredens religion, når kernen i islam er mænds kontrol af og undertrykkelse af kvinder.

Jeg kan ikke andet end at opfordre de kvinder, der p. t. bruger krudt på hjemlig ligestilling i form af ligeløn, flere-kvinder-i-bestyrelser og tvungen-barsel-til-mænd til at tage vare på deres våbenlagre og gemme noget af ammunitionen til den virkelige styrkeprøve: Kampen for at bevare såvel en retsstat som et civilsamfund, der har ligestillet mænd og kvinder.

Vestlig kultur befinder sig i en overlevelseskamp, og den store nyhed er, at vores kultur ikke er naturgiven, og at andre mennesker lægger afstand til den. Kampen handler altså om langt mere end at forsvare ytringsfriheden. Det er forsvaret af selve den vestlige civilisation, der står på programmet. Herunder af kristendommen og dens værdier.


Lektor, cand. mag i dansk, engelsk, filosofi og køn & kultur. Arbejder som voksenunderviser, skribent og boganmelder på Jyllands-Posten. Forfatter til bøgerne "Sex, løgn og kvinder" (1993), "Børn, løgn og kvinder" (2001) og "Aktiv selvhjælp - et forsvar for aktiv dødshjælp" (2002). Redaktør (med Tabita Wulff) og bidragyder til Storm over Europa. Islam - fred eller trussel? (2006).  

www.lone-noergaard.dk