lördag 18 maj 2013

Kierkegaard var en stor humorist

Vexeldriften, af Søren Kierkegaard 1843

Livet fordrer afveksling fra øjeblik til øjeblik, og i hvert øjeblik skal oplevelsen være intenst sand, men netop derved bliver der ingen sammenhæng i tilværelsen, og æstetikeren bliver derfor evigt søgende og desperat.

Guderne kedede sig. Derfor skabte de menneskene. Adam kedede sig, og fordi han var alene, så skabtes Eva. Fra det øjeblik af kom kedsomheden ind i verden, og voksede i størrelse på det nøjagtigste alt efter folkemængden voksede. Adam kedede sig alene og derpå Adam og Eva i forening. Derpå kedede Adam og Eva og Kain og Abel sig en familie.

Derpå tiltog folkemængden i verden, og folkene kedede sig en masse. For at adsprede sig, fattede de den tanke at bygge et tårn, der var så højt at det ragede op i skyen. Denne tanke var lige så kedsommelig, som tårnet var langt og et forfærdeligt bevis på, hvorledes kedsomheden havde taget overhånd. Derfor blev de adspredte over verden, ligesom man nu rejser udenlands for at vedblive at kede sig, og hvilke følger havde ikke denne kedsomhed. Mennesket stod højt og faldt dybt, først ved Eva, så fra det babylonske tårn. Hvad var det på den anden side, der opholdt Roms undergang. Ja, det var brød og skuespil. Hvad gør man i vor tid, er man betænkt på noget adspredelsesmiddel? Tværtimod, man fremskynder undergangen.

Man tænke på at sammenkalde til en stænderforsamling. Kan der tænkes noget mere kedsommeligt for så vel de herrer deltagere som for dem, der skal læse og høre om dem? Man vil forbedre statens finanser ved besparelser. Kan der tænkes noget mere kedsommeligt? I stedet for at forøge gælden, vil man afbetale den. Efter hvad jeg kender til de politiske forhold, vil det være Danmark let at åbne et lån på en 15-20 mia. (mit: i dagens kroner). Hvorfor tænke ingen dog derpå? At et menneske er et geni og ikke betaler sin gæld; det man da hørt om, hvorfor skulle en stat så ikke kunne gøre det samme, når der blot er enighed? Man åbne da et lån på 20 mia. Man anvende det ikke til afbetaling, men til offentlig forlystelse. Lad os fejre det tusindårige rige med fryd og gammen. Som der nu står bøsser, hvori man skal lægge penge, skulle der overalt stå skåle, hvori der lå penge.

Alt ville så blive gratis, man gik så gratis i teatret, gratis til offentlige fruentimmere, man kørte gratis til dyrehaugen, man blev begravet gratis, og gratis blev der holdt tale over én. Jeg siger gratis, thi når man altid har penge ved hånden, så er det på en måde som alt er gratis. Ingen måtte eje fast ejendom. Kun mig skulle der gøres en undtagelse. Jeg forbeholder i alt fald 1000 rigsdaler om dagen fast i londoner bank. Dels fordi jeg ikke have mindre dels fordi det er mig, der har givet ideen, endelig fordi man ikke kan vide om jeg skulle hitte på en ny ide, når de 20 mia. vare forbrugte. Hvad ville følgen af denne velstand så blive? Alt stort ville strømme til København. Til kulturbyen.

De størst kunstnere, skuespillere og danserinder. København ville blive et andet Athen. Hvad ville følgerne dog ikke blive? Alle rigmænd ville nedsætte sig i denne stad. Blandt andre ville vel kejseren af Persien og kongen af Engeland også komme dertil. Se, her er min anden ide. Man bemægtiger sig kejserens person. Måske vil en eller anden sige, der bliver oprør i Persien. Man sætte da en ny kejser på tronen. Det har man set ske før, og den gamle kejser falder så i pris. I så fald er det min ide, at man sælger ham til tyrken. Han vil nok vide at gøre ham op i penge. Dertil kommer endnu en omstændighed, som vore politikere ganske synes at have overset.

Danmark er ligevægten i Europa.

Der kan ikke tænkes noget mere lykkeligt end den eksistens. Jeg ved det af egen erfaring. Jeg var engang ligevægten i en familie. Jeg kunne gøre lige hvad jeg ville. Og det gik aldrig ud over mig, men altid ud over de andre. Oh, måtte min tale trænge hen til eders øren. I som ere satte på de høje steder til at råde, I Kongens og folkets mænd, vise og forstandige statsborgere af alle klasser. Ser eder dog for, gamle Danmark går under. Det er fatalt. Det går under …af kedsomhed. Det er det aller fataleste. I oldtiden blev den konge, der skønnest besang den afdøde. I vor tid burde den være konge, der sagde den bedste vittighed. Den skulle være kronprins, der gav anledning til at den bedste vittighed blev sagt.

Kierkegaard – kedelig?